EU forlænger sanktioner mod 155 russere og ukrainere

Lyt til artiklen

EU har torsdag forlænget sanktionerne mod en række personer i Rusland og Ukraine med et halvt år.

Det oplyser Det Europæiske Råd i en meddelelse.

Sanktionerne består i, at 155 personer og 44 virksomheder har fået deres værdier indefrosset og deres rejsemuligheder begrænset.

»En vurdering af situationen har ikke retfærdiggjort en ændring i sanktionerne«, skriver rådet i en meddelelse.

De personer og virksomheder, der er omfattet af sanktionerne, har ifølge EU undergravet Ukraines uafhængighed.

Beslutningen om at forlænge sanktionerne var ventet.

Sanktionerne blev i første omgang indført i marts 2014. De er blevet fornyet hvert halve år siden da.

De er nu forlænget til 15. marts.

EU har indført flere forskellige sanktioner mod Rusland og russiske statsborgere i kølvandet på den russiske annektering af Krim-halvøen.

Ud over de sanktioner, der blev fornyet torsdag, har EU også indført økonomiske sanktioner mod den russiske stat.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her