Miljöpartiet åbner for borgerlige Annie Lööf som statsminister i Sverige

Annie Lööf peger på Ulf Kristersson som statsminister. Men måske kan hun selv få den eftertragtede post. 10050 Pontus Lundahl/tt/Ritzau Scanpix
Annie Lööf peger på Ulf Kristersson som statsminister. Men måske kan hun selv få den eftertragtede post. 10050 Pontus Lundahl/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sveriges bistandsminister, Isabella Lövin, der er talskvinde for regeringspartiet Miljöpartiet, vil ikke udelukke, at lederen for det borgerlige Centerpartiet, Annie Lööf, bliver den næste statsminister.

Det kan blive aktuelt, hvis statsminister Stefan Löfven får et flertal imod sig i Riksdagen.

Det siger Lövin til radioprogrammet P1-Morgon.

Efter valget søndag er der næsten dødt løb mellem Löfvens rødgrønne fløj og de borgerlige partier. Mellem de to blokke står det højrenationale Sverigedemokraterna (SD).

Begge blokke har afvist at gøre sig afhængige af SD ved dannelsen af en ny regering.

»Hvis man har prøvet forskellige varianter i flere forhandlingsrunder, så udelukker jeg det ikke«, siger Lövin om Lööf som statsminister.

Overblik: Nu starter spillet om magten i Sverige

Hvis den røde blok giver sin støtte til Centerpartiet, har partierne akkurat ét mandats flertal.

Lövin mener, at Löfven bør fortsætte som statsminister.

Lövin ser flere områder, hvor Löfvens regering burde kunne samarbejde med Centerpartiet. Hun peger på udvikling af små bysamfund, en bedre politik for mindre næringsdrivende og så klima og miljø.

Foreløbig har de borgerlige partier og SD, der tilsammen har flertal, sagt nej til, at Löfven skal fortsætte som statsminister.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her