Et sted på 3. niveau i en underjordisk krypt i det gigantiske monument for Spaniens afdøde diktator Francisco Franco, Valle de los Caidos, står der 11 anonyme trækasser.
Nedgangen til krypten og de råt sammentømrede kasser er muret til og åbnes kun sjældent og i så fald kun for særligt indviede. De 11 kasser står mellem flere hundrede kasser fordelt på kryptens fem underjordiske niveauer. I kasserne ligger de smuldrende rester af over 20.000 modstandere af Franco. Billeder optaget i smug viser de lange rækker af kasser på de øverste niveauer, mens træet er rådnet væk på de to nederste niveauer. Her ligger knoglerne hulter til bulter.




























