EU-lande er enige om 35 procent mindre CO2 fra biler i 2030

Det så svært ud, men efter 13 timers  forhandlinger nåede EU-landene til enighed om en reduktion af bilers og varevognes CO2-udledning på 35 procent i 2030. Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
Det så svært ud, men efter 13 timers forhandlinger nåede EU-landene til enighed om en reduktion af bilers og varevognes CO2-udledning på 35 procent i 2030. Rasmus Flindt Pedersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

EU-landene er nået til enighed om at sigte efter en reduktion af bilers og varevognes CO2-udledning på 35 procent i 2030.

Det skete på miljø- og klimaministrenes møde i Luxembourg tirsdag.

Ministrene holdt møde i mere end 13 timer, før de kort før midnat indgik et kompromis. Indtil da havde det største dilemma været, hvordan man reducerer forureningen uden at forværre erhvervslivets konkurrenceevne.

De 35 procent var, hvad det østrigske EU-formandskab havde lagt op som et kompromis. Men en række lande, herunder Danmark, ønskede en langt mere vidtgående reduktion.

Hvad gør ministrene selv for klimaet? »Nu er min bil to år gammel, så jeg synes lige, den skal have lidt flere kilometer på«

35 procent gør i særlig grad ondt på Tyskland, som mener, at kommissionens oprindelige mål var 'meget ambitiøst'.

Tyskerne frygter, at en alt for hurtig overgang til elbiler vil koste mange arbejdspladser. Produktionen af biler er den største industri i Tyskland, og derfor har den enorm betydning for tysk økonomi og tyske arbejdspladser.

EU-ministre udtrykker stor bekymring over klimarapport

EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete, siger, at kompromisset blev indgået af 20 lande. Fire stemte imod, og fire undlod at stemme.

»Vi havde en meget stor diskussion. I starten troede jeg slet ikke på, at vi ville ende med at få så stærk opbakning til forslaget (på 35 procent red.)«, siger EU-kommissæren.

I en samlet udtalelse udtrykker EU-ministrene desuden stor bekymring over en rapport fra FN's klimapanel, IPCC, der udkom mandag.

Skuffelse over klimaudspil: Hov, hvad skete der med landbruget?

Heri står der, at det kræver akut og drastisk handling i en hidtil uset skala, hvis det skal lykkes at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 1,5 grad.

De nærmere retningslinjer for reduktionen skal nu fastlægges. De drøftelser begynder onsdag, hvor Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen også er involveret.

Parlamentet ønsker et mere ambitiøst klimasigte, mens kommissionen tidligere har forslået et mindre ambitiøst sigte.

I et udspil fra 2017 lagde EU-Kommissionen op til, at udledningen skal reduceres med 15 procent i 2025 og 30 procent i 2030 i forhold til niveauet i 2020.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her