Det højreorienterede og EU-skeptiske Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) har sikret sig det største antal pladser i de lokale styrer rundt omkring i Polen.
Det viser en valgstedsmåling fra analyseinstituttet Ipsos, der er offentliggjort efter valgstedernes lukning søndag aften.
Målingen giver PiS 32,3 procent af de stemmer, der er afgivet i de forskellige regioner. Det er en pæn fremgang i sammenligning med de 26,9 procent, partiet fik for fire år siden.
»Disse resultater tegner godt for parlamentsvalget, siger PiS-leder Jaroslaw Kaczynski.
I hovedstaden Warszawa ser borgmesterposten imidlertid ud til at gå til kandidaten fra det største oppositionsparti, viser målingen.
Den 46-årige Rafal Trzaskowski, som er proeuropæisk, ventes at slå PiS-partiets 33-årige borgmesterkandidat, Patryk Jaki.
Søndagens regionalvalg er den første større prøve på, om vælgerne fortsat bakker op om PiS. Partiets politik har udløst store demonstrationer i Polen og forårsaget alvorlige uoverensstemmelser med EU.
De endelige resultater af regionalvalget ventes offentliggjort af den polske valgkommission midt på ugen. Men allerede natten til mandag ventes der at tegne sig et mere sikkert billede af, om valgstedsmålingerne holder.
ritzau




























