Husker du Rodney King? Den sorte taxachauffør, der natten til 3. marts 1991 prøvede at køre fra politiet i Los Angeles, blev anholdt og derefter gennemtævet af fire hvide betjente. Oppe på en balkon i nærheden stod en mand med et filmkamera, sagen blev offentlig, og de fire blev sigtet for politivold, men frikendt året efter af en overvejende hvid jury.
Rasende amerikanere, især afroamerikanere, gik på gaden, og Los Angeles-opstanden var en realitet. Både politi og militær blev sat ind, og da oprøret var slået ned, var 63 døde, over 2.300 sårede og over 12.000 arresterede.
Politisk blev sagen ikke bare endnu et racespørgsmål, men også et socialt spørgsmål om en del af en by, hvor fattigdom og kriminalitet kæmpede om pladsen. Og politisk blev det en af de helt centrale kamppladser for Maxine Waters, dengang midt i 50’erne og nyvalgt kongresmedlem. Hun satte ansigt og politik på den desperation, der fik folk på gaderne – og fik topdemokrater til at besøge 43. distrikt i LA, som hun stadig repræsenterer i Kongressen.
I dag er Maxine Waters 80 år, men hun kæmper stadig på samme indædte – og måske ikke altid lige strategiske – måde for det, hun tror på. Hun står der, hvor hun altid har stået som sort, venstreorienteret demokrat, og ofte agerer hun mere som græsrod end som etableret politiker og kaldes derfor en »utæmmet« politiker.
For eksempel boykottede hun præsident Donald Trumps State of the Union-tale i januar, kaldte ham en løgner og sagde, at når hun havde det sådan, var der ingen grund til at lytte på ham.
I juni opfordrede hun sine støtter – og de er mange; hun får over 70 procent af stemmerne i sin kreds – til at gå imod ikke bare præsident Trump, men også alle dem, der støtter ham. Det var en protest mod Trumps beslutning om at adskille flygtningebørn fra deres forældre, og Waters opfordrede sine støtter til at gå fysisk til værks.
Når de mødte en, der arbejdede for Trump, skulle de konfrontere dem, fortælle dem, at de ikke var velkomne, og danne front mod dem. Det betød blandt andet, at Trumps pressesekretær, Sarah Sanders, blev smidt ud af en restaurant i LA. Trumps svar kom til Maxine Waters 80-års fødselsdag i august, hvor han, ud over at ønske hende tillykke, også kaldte hende en del af »demokraternes sindsforvirrede fremtid«.
Politisk sprængfarlige bomber
Onsdag modtog Maxine Waters ikke bare én, men to af de brevbomber, som siden med nærmest militær præcision er blevet sendt til fremtrædende demokrater. Waters fik både tilsendt en brevbombe til hjemmet i Californien – den blev opfanget på posthuset – og en til adressen på Capitol Hill i Washington, som også blev opsnappet, før den sprang.
Andre bomber blev sendt til ekspræsidenterne Bill Clinton og Barack Obama, og så blev den brevbombe, der var tiltænkt en tidligere CIA-direktør, sendt til CNN’s New York-kontor, hvilket betød, at de sendte ude fra gaden og ikke inde fra bygningen.
Alle bomberne havde ifølge officielle kilder stor sprængkraft og ville have forårsaget stor skade, hvis de var gået af. Det er de ikke, til gengæld er den politiske sprængkraft stor her 11 dage før det midtvejsvalg, som mere og mere tegner til et spørgsmål for og imod Donald Trump. Selv om han som en af de få ikke er på valg.
Midtvejsvalg er altid en kamp mellem demokrater og republikanere om magten i Senatet og Repræsentanternes Hus, og det er ikke usædvanligt, at det parti, der tabte præsidentvalget, vinder det efterfølgende midtvejsvalg. Det skete senest i 2010 og 2014, hvor Barack Obama først tabte flertallet i Repræsentanternes Hus i 2010, siden flertallet i Senatet i 2014.
Med Donald Trump i Det Hvide Hus er den kamp yderligere tilspidset, og her bliver brevbomberne sprængfarlige i et i forvejen splittet samfund.
Helt konkret kan det aflæses bare ved at sammenligne tv-stationerne CNN og Fox News.
Trumps foretrukne, Fox News, plejer ikke at betjene sig af diplomatiske gloser, men i de første timer efter nyheden om brevbomberne agerede stationen meget forsigtigt og pointerede igen og igen, at der var tale om et meget velorkestreret angreb, fordi alle brevene tilsyneladende var sendt på samme tid. Herfra blev der ikke sendt anklager mod Det Hvide Hus og præsident Trumps tone.
Det gjorde der til gengæld fra CNN, som jo selv var en del af historien og den kanal, Trump ofte refererer til, når han taler om fake news. Meget tidligt i forløbet sagde CNN’s egne folk, at den tone, Trump havde anlagt mod medierne, kunne være med til at legitimere afsendelsen af brevbomberne.
I løbet af natten til torsdag dansk tid fik den udlægning mere saft og kraft, da Trump på et valgkampsmøde i Wisconsin gav medierne en stor del af skylden for den forråede offentlige debat. Egentlig var han der for at støtte guvernør Scott Walker og Paul Ryan, formand for Repræsentanternes Hus, men han kunne ikke komme uden om dem, så han nævnte brevbomberne. Bare ikke, hvem de var rettet mod. Han sagde blot, at der var tale om flere, der havde haft høje positioner i statsadministrationen.
Så steg kritikken på CNN, mens Fox News satte nyheden lidt længere ned på hjemmesiden. På CNN sagde flere demokrater, at det var helt uhørt, at Trump ikke havde rakt hånden ud mod både Clinton og Obama, men i stedet havde givet medierne skylden. Som han så også fortsatte med på Twitter, og det fik John Brennan, hvis brevbombe havnede hos CNN, til at gå til modangreb:
»Kig ind i spejlet. Din betændte retorik, beskyldninger, løgne og opfordring til fysisk vold er vanærende. ... Prøv at opføre dig som en præsident«.
Ved redaktionens slutning havde Trump ikke svaret.
fortsæt med at læse
