Det var langtfra alle republikanere, der ønskede at gøre kongresvalget i november til en afstemning om Donald Trump, men de var til gengæld helt enige om at forsøge at få det til at handle om Nancy Pelosi fra San Francisco.
Den 78-årige formand for demokraterne i Repræsentanternes Hus blev på godt en måned brugt i ikke mindre end 61.741 republikanske valgreklamer over hele USA, viser en opgørelse fra analysefirmaet CMAG Kantar. De castede hende som en skatteelskende forsvarer af illegale indvandrere uden fornemmelse for det ’rigtige’ Amerika og brugte hende til at ramme lokale demokrater i konservative områder. Præsident Trump advarede mod hendes »socialistiske dagsorden«. Der var næsten dobbelt så mange anti-Pelosi-reklamer, som der var pro-Trump-reklamer.




























