Unicefs chef for Mellemøsten kalder Yemen for »et levende helvede for alle landets børn«. Red Barnet advarer om, at mindst 1,8 millioner børn lider af akut underernæring. Og FN advarer om, at 13 millioner mennesker risikerer at sulte inden for få måneder, hvis ikke situationen forbedres.
Alvorlighedens streger er med andre ord for alvor tegnet op fra flere sider, når det gælder den humanitære katastrofe i Yemen. Hungersnøden samt manglen på medicin og rent drikkevand er efterhånden beskrevet adskillige gange.




























