Politiken i Paris: Byen koger, og flere demonstranter er på vej, så det kan blive endnu voldsommere senere på dagen

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Selv er Politikens udsendte, Michael Seidelin, »foreløbig blevet ramt af tåregas fem gange i dag«, og han har for en lille stund trukket sig ned i en sidegade til Champs Élysées, da jeg taler med ham.

Paris koger, beretter han, politi skyder med tåregas og forsøger at dæmpe urolighederne på Champs Élysées lige fra Triumfbuen og helt ned til Concorde-pladsen, og når Michael Seidelin bevæger sig ned ad de gader, der støder op til den berømte Pariser-boulevard, ser han flere demonstranter i gule veste på vej:

»Det tyder på, at det bliver endnu mere voldsomt i løbet af dagen«, siger Michael Seidelin.

»Og hvis der er mange almindelige demonstranter, kommer her også uromagere fra den yderste højre- og venstrefløj. Lige nu tjekkes alle, inden de får lov at komme ind i den her zone omkring Champs Élysées, og alle skal vise tasker som i en lufthavn, men på et tidspunkt vil nogen formentlig slippe igennem«.

Urolighederne, der er en optrapning af balladen i sidste weekend, opstod i første omgang efter bebudede stigninger på benzinpriser i kraft af grønne afgiver, men da presset fik præsident Macron til at sætte stigningerne i bero, var uroen løbet ud af kontrol. Kravene handler nu mere generelt om forbedrede levevilkår for en trængt befolkningsgruppe, og oprøret er blevet et klassisk generelt oprør mellem en elite, der vil en grøn omstilling, og en befolkningsgruppe, der føler, at de skal betale gildet.

Tåregassen er på politiets side

Michael Seidelin er selv en ’veteran-demonstrant’ med rødder tilbage til 1960’ernes demonstrationer og oprør, og han er blevet ramt af tåregas før.

»Men jeg har kendt Paris i 40 år, og jeg har aldrig set den på den måde før«, siger han og afbrydes kort, da en helikopter lander i nærheden af ham.

Tåregassen er med politiet:

»En stærk decembervind blæser fra Triumfbuen og ned langs Champs Élysées, så også folk, der har valgt ikke at rykke helt tæt på de værste uroligheder, bliver ramt«, fortæller han og beretter, hvad han ser og har iagttaget:

Tidligere på dagen var der voldsomme optøjer omkring Porte Maillot på den anden side af Triumfbuen, og i en zone på omkring en times gang fra urolighederne på Champs Élysées er det forbudt at køre bil, så folk går på gaderne.

Paris sat i stå


Paris’ellers så aktive café-liv er lukket, butikker er lukket midt i det, der skulle være den største weekend for julehandel, og de butiksejere, der har jerngitre, har trukket dem for. Paris’ tre største stormagasiner holder lukket og kan se julehandlen finde over på nettet, efterhånden som folk opgiver at komme i butikker inden jul.

Métro-stationer og de længeregående RER-togstationer er lukket, og den såkaldte périphérique eller motorringvej rundt om Paris, har været spærret en time, fordi demonstranter har lagt sig ude på vejbanen.

Michael Seidelin selv, der kom med tog til pariser-banegården Gare Saint-Lazare, trådte ud til et voldsomt syn på perronen:

»Der var bevæbnede betjente alle vegne, og på pladsen foran stationen talte jeg omkring 150 betjente«, fortæller han om synet af politi med maskinpistoler.

»På grund af terrortruslen er politiet her bevæbnet i forvejen, men nu har de også de her våben med, der kan skyde tåregas af«.

Og tåregassen bliver brugt særdeles aktivt, fortæller Politikens fotograf Jacob Erhbahn, der også har været på gaden i Paris hele dagen og taget billeder af sammenstødene mellem demonstranter og politi.

Han har mindst ti gange set betjente affyre deres tåregasgranater direkte ind i menneskemængden og ikke op i luften.

»Det har været helt bevidst, det er jeg sikker på«, siger Jacob Ehrbahn, der selv er blevet ramt af to tåregasgranater.

Den ene ramte ham på skulderen fra lang afstand og har ikke gjort voldsomt ondt, men den anden blev affyret fra omtrent seks meters afstand:

»Jeg stod bag en demonstrant, som den fløj lige forbi, og så ramte den mig direkte i maven. Jeg tør ikke tænke på, hvor stort et blåt mærke jeg har fået. Den kan virkelig mærkes«, siger han.

Optøjer i hele landet

Også resten af Frankrig er ramt af optøjer, og det rækker fra »nord til syd og fra byer som Lyon, der er større end København, og til provinsbyer, der er mindre end Frederikssund«, fortæller Michael Seidelin.

Ifølge franske medier er over 1000 demonstranter blevet anholdt i løbet af i dag over hele Frankrig, heraf over 600 alene i Paris, hvor 55 mennesker rapporteres sårede.

Tabene vil løbe op i milliarder, og præsident Emmanuel Macron ventes at holde en tale på tirsdag.

»Han vil være nødt til at give flere indrømmelser, men problemet er, at kravene nu stikker i alle retninger, fra at han selv skal gå af, til at forfatningen skal ændres, eller at der skal indføres flere årlige folkeafstemninger, og at minimumsstøtten skal tredobles.

»Selv de mere realistiske krav vil det tage tid at få igennem«, siger Michael Seidelin.

Anne Bech-Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her