Det er vor tids store samfundsclash, der finder sted i Paris’ gader i denne tid. På den ene side står dem, der kæmper for øget økonomisk og social lighed. På den anden side står regeringens ambition om en klimapolitik, der kan mindske CO2-udslippet.
De demonstrerende, der har brandet sig meget tydeligt med deres gule veste, vil have benzin, der er til at betale og politik, der kan løfte fattigdoms- og udkantsområder. Regeringen arbejder for en grøn omstilling, og en sådan kan ikke gennemføres uden de afgifter, der gør benzinen dyrere.
Inden hovedet røg af, nåede Marie Antoinette, Frankrigs sidste dronning før revolutionen, at udtale om de masser, der ikke havde brød nok, at man da så burde give dem kage i stedet – den udtalelse tillægges hun i hvert fald. En udtalelse, der forståeligt nok er blevet hængende som indbegrebet af de privilegeredes elitære uvidenhed om almindelige menneskers faktiske vilkår.
Problemet for Macron er, at han, der blev båret frem af et folkeligt ønske om forandring, nu selv ses som en del af eliten, og at han endnu ikke har leveret den politik, som kunne indfri løftet om, at almindelige menneskers vilkår ville blive forbedret.
Næsten 80 procent af befolkningen støtter protesterne, og mange af de vælgere, der stemte Frankrigs unge, nye håb til magten, betragter ham nu som lige så verdensfjern og ligeglad med de dårligst stillede som salig Antoinette. 13 millioner franskmænd kører ofte 60 kilometer om dagen for at komme på arbejde. Macron ruller nu benzinafgifterne tilbage, men spørgsmålet er, om det er nok. Hans afskaffelse af formueskatten og skattelettelserne til de højestlønnede er en stor torn i øjet på ’de gule’.
Bålene, der brænder på Avenue des Champs Élyssées og de tilstødende gader, peger på et skisma, som langt fra kun er fransk. Det er en kæmpe udfordring for de fleste lande at få den sociale balance medtænkt i den nødvendige grønne politik. Macron har nu købt sig tid, men lapperier og symbolpolitik løser ikke de grundlæggende problemer i et samfund, der er ved at falde fra hinanden p.g.a ulighed, som også Storbritannien og USA er det.
Læren af de franske uroligheder er, at der er nødt til at være en reel dialog mellem befolkningen og regeringen og de ledende lag, hvis det skal lykkes at gennemføre de radikale omstillinger, som skal til for at nå klimamålene, inden det er for sent.
--------------------
Rettelse: I en tidligere version stod der, at Marie Antoinette kom med den berømte udtalelse om at spise kage, hvis man mangler brød. Det er imidlertid yderst usikkert, om det er et autentisk citat. Det findes derimod i en anekdote, gengivet af Rousseau i 1767 – før Marie Antoinette kom til Frankrig fra sit fødeland, Østrig. Vi skrev også, at hun blev Frankrigs sidste dronning, men det var vel at mærke før revolutionen. Kongedømmet genopstod, og den sidste dronning var Maria Amalia, der var gift med Ludvig-Filip, som regerede fra 1830 til 1848.
jsp
fortsæt med at læse
