Antallet af voldsberedte på den yderste højrefløj vokser, og efter optøjerne i Chemnitz vil ny chef for efterretningstjenesten fordoble antallet af agenter, som følger dem.

Tyskland vil overvåge højreekstremister nøje

Det gik voldsomt for sig ved optøjerne i Chemnitz som i august i år, hvor højreradikale demonstranter tænder fyrværkeri mod politiet. Jens Meyer/AP
Det gik voldsomt for sig ved optøjerne i Chemnitz som i august i år, hvor højreradikale demonstranter tænder fyrværkeri mod politiet. Jens Meyer/AP
Lyt til artiklen

Optøjerne i den østtyske by Chemnitz i sensommeren, hvor højreekstreme indtog gaderne med slagord og heilede med højre arm fremstrakt, fører næste år til øget overvågning af miljøet i hele landet.

Den nye chef for den tyske efterretningstjeneste, BfV, Thomas Haldenwang, vil fordoble antallet af agenter, der holder øje med højreekstremister i 2019.

I Chemnitz gik almindelige borgere og politikere fra det højrenationale parti Alternative für Deutschland i gaderne sammen med kendte nynazister, hooligans og højreekstremister i dagene efter mordet på en 35-årig tysk mand. Manden blev stukket ned på åben gade af en flygtning, hvis ansøgning om asyl var blevet afvist.

»Begivenhederne i Chemnitz viste os en ny dynamik i højreekstremisme ... I en ny mobilisering samledes hundredvis af ekstremister fra det yderste højre over hele landet. Og almindelige borgere slog sig sammen med dem. Hvad jeg fandt specielt skrækindjagende var, at de mænd, som lavede Hitler-hilsener, blev mødt med bifald fra de folk, som fulgte demonstrationerne fra fortovet«, siger Thomas Haldenwang til Süddeutsche Zeitung.

I sit første interview som efterretningschef vil han ikke oplyse, hvor mange nye agenter der skal holde øje med højreradikalismen. Men ifølge Thomas Handenwang er der tale om en fordobling, så antallet modsvarer det antal, der holder øje med islamistiske miljøer.

Tysk højrefløjsparti kæmper for at undgå overvågning: Må ikke bruge ord med nazi-undertoner

Rundt om i landet befinder 24.000 potentielt farlige højreekstremister sig, mener efterretningstjenesten. »Og antallet stiger«, pointerer Thomas Haldenwang overfor Süddeutsche. Tidligere i denne måned bekræftede den tyske regering, at 476 potentielt efterlyste, farlige nynazister er gået under jorden i landet, og at myndighederne ikke kender deres opholdssted.

»Vi har observeret tilfælde af eksplicit vold mod mennesker med migrantbaggrund og vold mod jødiske institutioner«, siger Thomas Haldenwang.

Den nye leder af efterretningstjenesten, der har afløst den kontroversielle Hans-Georg Maassen, der blev fyret som følge af sin kritik af Angela Merkel og hendes regering efter optøjerne i Chemnitz, vil ikke udelukke, at det kan komme på tale at overvåge partiet Alternative für Deutschland. Flere politikere har opfordret til en sådan overvågning efter begivenhederne i Chemnitz, hvor AfD-politikere optrådte skulder ved skulder med nynazister og hooligans.

»Når et parti i det tyske parlament gentagne gange og højlydt sætter benzin til den debat (om flygtninge og migranter, red.), kan det også være medvirkende til, at højreekstremismen får nye støtter«, siger han til avisen.

Efterretningstjenesten gennemgår ifølge sin nye chef »med stor grundighed« et omfattende materiale fra de 16 tyske delstater om AfD. I løbet af januar vil tjenesten tage stilling til, om den vil anbefale en overvågning af AfD eller dele af partiet over for forfatningsdomstolen.

»Uanset hvad vi beslutter, skal det være juridisk vandtæt. Intet vil være værre, end at vi tager en beslutning, som senere bliver omstødt af en retslig instans. Vores opgave er at beskytte demokratiet ved at observere ekstremistiske bevægelser, som er til fare for dette demokrati«, siger Thomas Haldenwang.

Også hans forgænger, Hans-Georg Maassen, har ytret sig i offentligheden. Til Spiegel siger den tidligere chef for efterretningstjenesten, at han blev ofret i et politisk spil.

»Jeg tror, at det er første gang i Forbundsrepublikkens historie, at en højtstående embedsmand har oplevet en sådan diskussion om sin person ... Jeg forstår ikke, at en regering på den måde sætter spørgsmålstegn over for en embedsmand, der ikke er fundet skyldig i noget«, siger Hans Georg Maassen.

Striden om hans rolle i regeringen endte i november med, at indenrigsminister Horst Seehofer sendte ham på en førtidspensionering.


Erik Jensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her