Dagens topmøde i Moskva kan blive afgørende for kurdiske oprørere, mens USA fastholder sin plan om at trække tropper ud fra det nordlige Syrien.

Trump trækker 2000 soldater ud af Syrien: Nu diskuterer Rusland og Tyrkiet de kurdiske oprøreres fremtid

Soldater fra den tyrkisk-støttede Frie Syriske Hær ankommer fredag nat til udkanten af Manbij, som kontrolleres af kurdiske militser. Byen i det nordlige Syrien er omdrejningspunkt for en eskalerende konflikt. (DHA via AP) Foto: /AP
Soldater fra den tyrkisk-støttede Frie Syriske Hær ankommer fredag nat til udkanten af Manbij, som kontrolleres af kurdiske militser. Byen i det nordlige Syrien er omdrejningspunkt for en eskalerende konflikt. (DHA via AP) Foto: /AP
Lyt til artiklen

Udenrigs- og forsvarsministre fra Rusland og Tyrkiet har i dag indledt forhandlinger i Moskva om krigen i Syrien, som kan blive afgørende for Syriens kurdiske oprøreres fremtid. Det beretter flere internationale medier.

Mødet finder sted, efter USA’s præsident Trump kort før jul besluttede at trække over 2000 amerikanske tropper ud af Syrien. Soldaterne har hidtil fungeret som en stødpude i det nordlige Syrien, som kontrolleres af primært kurdiske militser, herunder YPG og de De Syriske Demokratiske Styrker (SDF).

Militserne har været USA’s nøgleallierede i kampen mod Islamisk Stat i Syrien, men betragtes af Tyrkiet som en sikkerhedstrussel. Ifølge den tyrkiske regering står de kurdiske militser i Syrien i ledtog med PKK, som er på EU’s terrorliste.

Kort før USA’s tilbagetrækning blev kendt, truede Tyrkiets præsident Erdogan med at invadere det nordøstlige Syrien for at »befri områderne øst for Eufrates-floden« og bekæmpe de »terrororganisationer, som er aktive i regionen«.

Fredag begyndte soldater fra Den Frie Syriske Hær, som støttes af Tyrkiet, at samle sig omkring byen Manbij. Det fremgår af fotos tages af AP sent fredag aften.

Også syriske regeringstropper, støttet af Rusland, er begyndt at mobilisere ved Manbij. Det sker på direkte opfordring af kurdiske YPG, som hidtil har kontrolleret byen.

I en officiel erklæring har YPG anmodet Bashar al-Assads styrker om at »tage kontrollen over de områder, vores styrker har trukket sig fra, særligt Manbij, og beskytte disse områder mod en tyrkisk invasion«.

Fronten ved Manbij

Mens Tyrkiet og Rusland lørdag indledte forhandlingerne i Moskva, krydsede tyrkiske pansrede mandskabsvogne ifølge RT den syriske grænse.

Det statsejede russiske medie har også publiceret en video af to militærhelikoptere, som tilsyneladende er amerikanske, i patruljeflyvning over det nordlige Syrien fredag. Politiken kan ikke bekræfte, om optagelserne er ægte.

Som følge af de mange troppebevægelser øges konfliktpotentialet i området, særligt omkring Manbij.

Omkring 100.000 indbyggere bor i byen, der har spillet en central rolle i kampen mod Islamisk Stat. Byen blev invaderet af IS i 2014, men blev generobret af Den Frie Syriske Hær i 2016.

Siden da er kurdiske militser blevet optrænet under den amerikansk-ledede Operation Inherent Resolve, som også Danmark er del af.

Det er uvist, hvad agendaen for dagens topmøde i Moskva har været. Men ifølge RT er det sikkert, at den eskalerende militære situation omkring Manbij vil blive forsøgt løst.

Til det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu udtaler Tyrkiets forsvarsminister Mevlut Cavusoglu, at Rusland og Tyrkiet har en fælles interesse i at bekæmpe terrorisme og sikre freden i Syrien.

Behold våbnene

Ifølge Reuters forventes USA’s tilbagetrækning fra Syrien at tage 60 til 100 dage. Præsident Trump har begrundet sin beslutning med, at Islamisk Stat er officielt nedkæmpet.

Den påstand afvises dog af USA’s nøgleallierede i Europa - og af Trumps eget forsvarsministerium. I en rapport fra september vurderede Pentagons generalinspektør, at Islamisk Stat endnu har mellem 20.000 og 30.000 medlemmer i Syrien og Irak.

I denne uge har generaler ifølge New York Times opfordret Trump til at overlade amerikanske våben til de kurdiske militser. Ifølge avisen er arsenalet en blanding af anti-tank missiler, pansrede mandskabsvogne og mortérgranater.

»Krigen er ikke slut. Vi kan ikke bare bede om at få våbnene tilbage«, siger en anonym embedsmand til avisen.

Juleaftensdag bad en talsmand for De Syriske Demokratiske Styrker om hjælp fra det internationale samfund efter USA’s beslutning om at trække sine tropper.

Den kurdiske milits opfordrede til at forhindre en ny militær konflikt i det nordlige Syrien, hvor fire millioner mennesker bor.

USA’s allierede i Europa, herunder Danmark, har fordømt Trumps beslutning om at trække de amerikanske tropper væk fra området.

Ingen af landene har dog tilbudt at øge sit militære engagement i det nordlige Syrien som erstatning for USA’s 2.000 soldater.

Sebastian Stryhn Kjeldtoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her