Nogle af verdens rigeste mennesker køber eller lejer en bolig i Malta – og får for en rask pris samtidig et rødbedefarvet pas og en smutindgang til EU.

Malta sælger statsborgerskab til stenrige familier: Sådan køber saudiarabere sig til et EU-pas

Foto: Lino Azzopardi/AP
Foto: Lino Azzopardi/AP
Lyt til artiklen

62 saudi-arabere fra to familier har sidste år købt sig til et EU-pas. Ikke direkte, men indirekte ved at betale fem millioner kroner pr. stk for at få statsborgerskab i Malta, et af EU’s mindste medlemmer.

Det giver dem ikke blot ret til at slå sig ned i Malta – og til at stemme dér, hvad de ikke kan hjemme i Saudi-Arabien – men i tilkøb også et rødbedefarvet EU-pas med ret til at arbejde og rejse frit inden for hele EU.

Det skriver avisen Times of Malta, som har fundet navnene på de nye landsmænd i det officielle register over nye statsborgere.

For Malta er det rare penge at tjene på at udstede pas og stemmeret ud til mennesker, som næppe vil koste samfundet alverden, men kun bruge statsborgerskabet og EU-passet som en retræte-mulighed og en vej ind i Europa.

De to familier, Al-Muhaidib and Al-Agil, der hører til den rige ende af den saudiarabiske overklasse, har købt pas til de 62 voksne og børn – de fleste »er mindreårige og har næppe nogensinde sat en fod på maltesisk jord«, som Times of Malta skriver.

Sulaiman al-Muhaidib, overhovedet for al-Muhaidib-selskabet, som sælger byggematerialer og fødevarer, har ifølge Forbes en formue på 20 milliarder danske kroner. Så for ham har det ikke været et større greb i lommen at investere i et EU-pas til sine brødre og deres familier, i alt 34 mennesker plus sig selv.

Den anden saudiarabiske familie, al-Agil, har købt pas til 27 medlemmer, der med dette snuptag er blevet statsborgere og vælgere i en EU-stat.

Afviser at offentliggøre liste

Malta indførte sidst i 2014 det omstridte pas-for-en-pris-program til stenrige udlændinge, som vil købe eller leje en bolig i Malta og betale for statsborgerskabet.

Hvor mange, der konkret er parat til at betale for denne vej ind i EU, bliver ikke offentliggjort af de maltesiske myndigheder. Navnene putter sig i en større liste over nye maltesiske statsborgere, som rummer flere hundrede andre mennesker, der med forskellig baggrund har søgt og opnået statsborgerskab til den lille ø-stat i Middelhavet gennem en proces, svarende til vilkårene i Danmark og andre EU-lande.

Ifølge den maltesiske avis benyttes muligheden for »købt statsborgerskab« primært af velhavende mennesker i de arabiske olielande ved Den Persiske Golf og i landene i det tidligere Sovjetunionen.

Men regeringen i hovedstaden Valletta har afvist at offentliggøre navne og udbredelse af pas-programmet, fordi det angiveligt kan svække dets popularitet.

Ikke populært i EU

Lokale kilder siger til Times of Malta, at »dem, der køber maltesiske pas, normalt ikke vil være interesseret i at gøre det kendt, især ikke over for deres egne regeringer« – altså deres tidligere eller andre regeringer, for med de nye Malta-pas har de pågældende pludselig dobbelt statsborgerskab.

Og hvad siger EU så til denne pas-trafik? Principielt ingenting, for statsborgerskab hører til de enkelte EU-medlemmers suveræne afgørelse.

Men det er ingen hemmelighed, at EU og de øvrige EU-stater ikke er begejstret for, at Malta åbner en bagindgang, så millionærer eller milliardærer ude i verden kan købe en smutvej ind i Europa.

Anders Jerichow

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her