Tusindvis af turister i Thailand har forladt øerne Koh Phangan og Koh Tao af frygt for den tropiske storm Pabuk.
Voldsomme regnskyl, kraftige vindstød og meterhøje bølger ventes at slå ind over øerne, som er meget populære blandt turister, især i julen og ved nytår.
Ifølge prognoser vil uvejret dog næppe udvikle sig til en orkan.
»Men vi venter bølger på fem til syv meter«, siger Phuwieng Prakammaintara, som er generaldirektør ved Thailands meteorologiske myndighed.
Pabuk er den kraftigste storm i området uden for monsuntiden i 30 år. Den ventes at ramme Koh Phangan og Koh Tao samt Koh Samui fredag aften, inden den slår ind over fastlandet.
Ritzau/AFP
fortsæt med at læse




























