15 personer er omkommet, efter at et militært transportfly mandag morgen forulykkede nær Irans hovedstad, Tehran.
Det oplyser Irans militær gennem det iranske nyhedsbureau Fars.
»Et Boeing 707-transportfly, der fragtede kød fra Bisjkek i Kirgistan, måtte nødlande i Fath-lufthavnen«, lyder det fra den iranske hær.
»Flyet forlod landingsbanen under sin landing. Det brød i brand, efter at det ramte en mur ved enden af landingsbanen«, oplyser hæren.
Der var i alt 16 personer om bord på flyet. En enkelt person - en flyingeniør - er fortsat i live. Han er blevet overført til hospitalet.
Ulykken skete i Fath-lufthavnen i Alborz-provinsen øst for Tehran.
ritzau




























