For 10. lørdag i træk og trods regn og bidende kulde var 15.000 gule veste på gaden i Toulouse, omkring 10.000 i Paris og Bordeaux. Med omkring 100.000 på landsplan er det beskedne tal i et land med 67 millioner indbyggere, og lørdagens demonstrationer foregik – stort set – fredeligt. Men faren er langtfra drevet over for præsident Emmanuel Macron, som i disse dage og uger rejser landet rundt for at overbevise franskmændene om, at hans politik er den rigtige.
Manden, der er kendt for at afvise enhver dialog med mennesker, han er uenig med, lover at forbedre sig. Men det bliver op ad bakke, selv om hans popularitetstal stiger beskedent efter et dyk ned på 22 procent de seneste måneder.


























