USA's trusler mod Venezuela splitter verden

Da USA’s præsident, Donald Trump, forleden blev spurgt, om han ville udelukke en militærintervention i Venezuela som løsning på landets nuværende krise, svarede han blot, at han holdt alle muligheder åbne. Det svar blev taget dybt alvorligt af den pressede regering i Caracas, der da også med det samme slog alarm.

»Jeg vil gerne advare folk om, at der er et kup på vej mod vores demokrati og præsident Nicolas Maduro«, erklærede Venezuelas forsvarsminister, general Vladimir Padrino.

USA har taget føringen, efter at formanden for Venezuelas parlament, Juan Guaidó, onsdag udråbte sig til landets legitime præsident. Det skete, fordi præsident Nicolas Maduro kort forindenblev taget i ed til sin anden regeringsperiode, et skridt, som ikke blev anerkendt af hverken opposition eller de førende lande i Latinamerika, der ser valget i maj sidste år som en udemokratisk farce.

Men én ting er at støtte en demokratisk udvikling i Venezuela, noget andet at anerkende Guaidó som selvudråbt præsident. Verden er splittet i sagen. En lang række lande med overvejende konservative regeringer fulgte USA’s omgående anerkendelse af Guaidó, mens andre forholdt sig mere skeptiske. For eksempel nøjedes EU med at opfordre parterne i Venezuela til dialog og lod unionens medlemslande reagere individuelt. Indien understregede ligeledes, at samtale er vejen frem, og i Latinamerika undlod Mexico og Uruguay også at følge USA.

Ingen har glemt USA's støtte til militærkup

Imens udtrykte Rusland, Kina, Tyrkiet, Cuba, Bolivia og Nicaragua deres uforbeholdne støtte til Maduros styre. Alle har økonomiske interesser i Venezuela.

Mens der i Latinamerika er bred enighed om, at situationen i det kriseramte Venezuela er uholdbar, vækker det ikke desto mindre ubehag at se USA gå så massivt ind i konflikten. Venezuelas afdøde præsident Hugo Chávez blev populær i hele regionen, når han tordnede mod imperialismen repræsenteret ved USA og supermagtens historisk destabiliserende rolle i Latinamerika. Ingen har glemt USA’s støtte til militærkup i Chile, Brasilien og Guatemala samt mere eller mindre fordækte operationer i en lang række andre lande. Mange havde hellere set, at USA holdt sig i baggrunden og overlod hovedrollerne til regionens egne lande.

En amerikansk militæraktion i Venezuela vil blive meget dårligt modtaget af befolkningerne, og heller ikke i Venezuela vil det være populært hos det meste af oppositionen. Da stærke rygter i september sidste år ville vide, at Trump pressede på for en militær løsning på Venezuelas krise, viste en meningsmåling, at et stort flertal i befolkningen var imod.

Sker det alligevel, må USA berede sig på at blive der længe. Omkring 100.000 venezuelanere er bevæbnet og løst organiseret i paramilitære regeringstro enheder. Hvis regeringen kollapser, vil de operere på egen hånd. Mange narkoruter går også gennem Venezuela og bidrager til lovløsheden. Med en ødelagt infrastruktur og en splittet befolkning vil en opbygning blive en lang affære, og USA vil få skylden, hvis det går galt.

Torsdag brød Nicolas Maduro de diplomatiske forbindelser med USA og beordrede alle landets diplomater ud af Venezuela inden 72 timer. USA svarede, at man ikke anerkendte Maduros ret til at udstede ordrer og meddelte, at den amerikanske ambassade vil forblive åben, dog med en slags nødbemanding. Juan Guaidó har indtrængende opfordret alle lande til at fortsætte deres tilstedeværelse i Venezuela.

Endnu har USA ikke afsløret, hvad man egentlig agter at foretage sig for at presse Maduro fra magten, men oliesektoren har været nævnt som et mål, for USA køber hovedparten af Venezuelas olie. Hidtil har USA afholdt sig fra at boykotte Venezuelas olie vel vidende, at et sådant skridt kun ville gå ud over befolkningen.

Trumps sikkerhedsrådgiver, John Bolton, luftede torsdag tanken om at dirigere USA’s betaling for olien direkte over til Juan Guaidó og altså uden om Maduros regering. I så fald vil styret hurtigt stå uden penge til at drive landet.

»Vi mener, der er overensstemmelse mellem vores anerkendelse af Juan Guaidó som interimistisk præsident i Venezuela og så vores ønske om, at oliepenge skal gå til hans legitime regering«, sagde Bolton.

Heller ikke den idé har vundet international opbakning og er ikke blevet kommenteret af Maduro, der hidtil kun har været positiv over for Mexicos og Uruguays opfordring til dialog med oppositionen. Det er ganske vist forsøgt før uden resultat, men dette er en ny situation og en ny magtkamp. Med det pres, der nu hviler på Maduro, er han måske mere åben over for forhandling.