Der blev i januar skabt 304.000 job i USA uden for landbruget, viser det såkaldte kongetal ifølge Reuters.
Det er væsentligt flere end de 165.000 job, som analytikere forventede.
Dermed kan det amerikanske jobopsving fejre 100 måneders fødselsdag, da beskæftigelsen er steget uafbrudt i den periode, konstaterer Mikael Olai Milhøj, der er senioranalytiker i Danske Bank.
»At beskæftigelsen bliver ved med at stige tyder på, at amerikansk økonomi stadig er i god form«, skriver han i en kommentar.
»I fjerde kvartal sidste år var der ellers stor bekymring for i markedet, at amerikansk økonomi var ved at bremse hurtigt op«.
ritzau




























