Frankrig hjemkalder sin Rom-ambassadør efter »vilde« italienske påstande

Italiens vicepremierminister Luigi Di Maio (tv.) har til Frankrigs store utilfredshed mødtes med repræsentanter for 'De gule Veste'. Her ses han ved en tidligere lejlighed sammen med premierminister Matteo Salvini. Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Italiens vicepremierminister Luigi Di Maio (tv.) har til Frankrigs store utilfredshed mødtes med repræsentanter for 'De gule Veste'. Her ses han ved en tidligere lejlighed sammen med premierminister Matteo Salvini. Foto: Tony Gentile/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En spirende konflikt mellem de to store europæiske allierede Frankrig og Italien nåede i dag sin foreløbige kulmination.

Frankrig har således kaldt sin ambassadør i Italien hjem til konsultationer.

Det hedder i en meddelelse fra udenrigsministeriet i Paris, at det sker efter kritik »uden fortilfælde« fra Italiens regering.

Tidligere på ugen mødte den italienske vicepremierminister Luigi Di Maio med tilhængere af 'de gule veste' i Frankrig, der hver weekend demonstrerer mod præsident Emmanuel Macron og den franske regering.

Det er ofte sket med vold.

Frankrig har været udsat for en serie af 'provokationer' fra regeringen i Rom, siger udenrigsministeriet i Paris.

»I adskillige måneder har Frankrig været udsat for gentagne beskyldninger, ubegrundede angreb og vilde påstande«, hedder det.

De værste anklager siden Anden Verdenskrig

Anklagerne fra Rom kaldes »uden fortilfælde« og de værste siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

»Det er én ting at være uenige, men at manipulere forholdet for at påvirke valgresultater er noget helt andet«, lyder det videre i Frankrigs udtalelse.

Frankrigs beslutning markerer en voldsom optrapning i forholdet mellem de to EU-lande og nabolande.

Den italienske regering består af det heterodoks Femstjernebevægelsen samt højrepartiet Liga.

De to partiers ledere, vicepremierministrene Luigi Di Maio og den indvandringskritiske Matteo Salvini, har angrebet Frankrig i en række sager, der har været egnet til skabe splid.

»Alle disse handlinger skaber en alvorlig situation, som rejser spørgsmål om, hvad der er den italienske regerings hensigt«, lyder beskeden fra Paris.

Det italienske udenrigsministerium har torsdag eftermiddag ikke kommenteret Frankrigs beslutning.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her