Trump ser nødig ny nedlukning trods uenighed om grænseaftale

Et hegn nær  Rio Grande markerer grænsen mellem Mexico og USA. Hvis aftalen om grænsesikkerhed falder på plads, må der bygges 88 kilometer hegn yderligere - men det er stykke fra de 345 kilometer, som kravet fra Det Hvide Hus lyder på.  Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix
Et hegn nær Rio Grande markerer grænsen mellem Mexico og USA. Hvis aftalen om grænsesikkerhed falder på plads, må der bygges 88 kilometer hegn yderligere - men det er stykke fra de 345 kilometer, som kravet fra Det Hvide Hus lyder på. Foto: Joe Raedle/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Præsident Donald Trump er ikke 'begejstret' for det kompromis om grænsesikkerhed i USA, som forhandlere fra Demokraterne og Republikanerne nåede frem til mandag.

Omvendt siger han, at han ikke tror, at der bliver tale om en ny nedlukning af dele af landets offentlige sektor.

Dermed signalerer Trump, at han forsigtigt hælder mod at acceptere aftalen, skriver nyhedsbureauet AP.

I aftalen er der ikke afsat penge til en decideret mur på grænsen mod Mexico. I stedet er forhandlerne nået frem til et kompromis, hvor 1,4 milliarder dollar - 9,3 milliarder kroner - øremærkes til hegn eller andre fysiske barrierer ved grænsen.

Beto O'Rourke forsvarer sin hjemby: »El Paso er ikke sikker på grund af mure, men på trods af mure«

Hvis aftalen falder endeligt på plads, må der blive opført hegn på en strækning på i alt 88 kilometer af grænsen mod Mexico. Det er markant færre end de 345 kilometer, som kravet fra Det Hvide Hus lød på i december.

»Jeg kan ikke sige, at jeg er glad. Jeg kan ikke sige, at jeg er begejstret«, sagde Trump, da han kommenterede aftalen under et regeringsmøde tirsdag.

»Men muren bliver bygget uanset hvad«, tilføjede han.

En tredjedel af grænsen er indhegnet

Præsidenten hævder, at alle alternative muligheder fortsat ligger på bordet. Han understreger dog, at han absolut ikke ønsker sig en ny nedlukning af dele af statsapparatet.

Skal amerikanerne undgå en nedlukning ved midnat 15. februar, kræver det, at den foreløbige aftale bliver godkendt i både Senatet og Repræsentanternes Hus - og mindst lige så vigtigt: af Donald Trump.

De fulde detaljer af aftalen ventes ikke offentliggjort før onsdag. Flere republikanere opfordrer dog allerede nu Donald Trump til at skrive under.

»Jeg håber, at han skriver forslaget under«, siger den republikanske flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell.

Mens Trump og Beto O'Rourke taler i El Paso: Demokrater og republikanere enige om grænseaftale i USA

Grænsen mellem USA og Mexico er omkring 3100 kilometer lang. Der er allerede opsat hegn på cirka 1100 kilometer af strækningen. Resten er enten åben for overgang, umulig at krydse eller umulig at bygge på.

Håndslaget mellem de to store partier lægger også op til at sætte 1,7 milliarder dollar af til at styrke grænsen på andre måder. Det gælder ny teknologi og flere toldere. Desuden er der afsat penge til humanitær støtte til migranter, der tilbageholdes.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her