Spændingerne mellem USA og EU blev stillet til skue, da den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, på en tale i Warszawa torsdag med stærke ord beskyldte USA’s gamle allierede for at forsøge at bryde USA’s sanktioner mod Iran.
Storbritannien, Frankrig og Tyskland har for to uger siden oprettet et firma, der skal fungere som en slags byttebørs, for at holde liv i handlen med Iran og dermed i den internationale atomaftale med Iran fra 2015, som USA i foråret trak sig ud af.
Europa vil redde atomaftalen med Iran med en usædvanlig byttebørs, og danske Novo Nordisk er klarIfølge Mike Pence fører de dermed an i bestræbelser på at »bryde vores sanktioner«. Det vil »styrke Iran, svække EU og øge afstanden mellem Europa og USA«, sagde Mike Pence ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den amerikansk ledede konference er i sig selv et udtryk for splittelsen.
I Warszawa i Polen mødes 60 lande i disse dage til, hvad der officielt kaldes en fredskonference om Mellemøsten. Inden konferencen kom Israels premierminister Benjamin Netanyahu dog på Twitter til at kalde det »et åbent møde med repræsentanter for ledende arabiske lande, der sætter sig sammen med Israel for at fremme deres fælles interesse i krig med Iran«.
Tweetet blev hurtigt trukket tilbage og erstattet med et nyt, der lidt blødere talte om den »fælles interesse i at bekæmpe Iran«.
Netanyahu sagde ifølge avisen The Guardian til journalister i Warszawa, at konferencen markerer et »skifte«, og at han og udenrigsministre fra de ledende arabiske lande talte med usædvanlig klarhed mod »den fælles trussel fra det iranske regime«.
Set på med skepsis
USA er repræsenteret på højt niveau af Pence, udenrigsminister Mike Pompeo og præsident Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, der også er mellemøstrådgiver. Pompeo efterlyste i sin tale et nyt samarbejde om Mellemøsten.
Det bliver set på med skepsis i EU.
Frankrig og Tyskland er ikke repræsenteret på højt niveau på konferencen. Heller ikke EU’s udenrigsrepræsentant Federica Mogherini er tilstede. EU forsøger at holde liv i aftalen fra 2015, der pålægger Iran at stoppe deres atomprogram mod at få adgang til at sælge olie og købe varer på verdensmarkedet. Mange europæiske lande er desuden oprørte over, at Trump pludselig i december annoncerede en hurtig tilbagetrækning fra Syrien uden at orienterede sine allierede i kampen mod Islamisk Stat.
Det skete efter en telefonsamtale med Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, der ifølge et referat af samtalen i avisen The Washington Post overbeviste Trump om, at Tyrkiet kan ordne de sidste IS-krigere i Syrien.
»Ved du hvad? Det er dit«, skal Trump have sagt til Tyrkiets stærke mand.
Mens amerikanerne holder konference i Warszawa mødes Erdogan med Ruslands præsident Vladimir Putin og Irans præsident, Hassan Rohani, i den russiske by Sotji for at diskutere Syriens fremtid. De tre vil søge »yderligere fælles skridt hen imod en langsigtet løsning« i Syrien, hedder det fra Kreml ifølge Radio Free Europe.
Irans ledelse kalder den amerikansk sponsorerede konference i Warszawa for »et cirkus«. Den tidligere USA-ambassadør til Sverige, Azita Raji, kalder overfor The Guardian konferencen »rablende«, amatøragtig og endnu et slag mod amerikansk lederskab.
fortsæt med at læse


























