Flere af Donald Trumps partifæller er kritiske over for hans tanker om at erklære nødret for at tvinge finansieringen til sin mur igennem.

Kritik fra baglandet: Partifæller kalder Trumps nationale nødret for »unødvendig« og et »dårligt eksempel«

Præsident Trump krævede 5,7 mia. dollars til sin mur. Det fik han ikke. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Præsident Trump krævede 5,7 mia. dollars til sin mur. Det fik han ikke. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I nat vedtog Kongressen i USA et budget, hvor præsident Donald Trumps krav om 5,7 milliarder dollars til en mur er reduceret til 1,37 milliarder dollars til barrierer ved grænsen.

Præsidentens talskvinde meddelte, at præsidenten vil godkende budgettet, men samtidig erklære USA i national nødsituation.

Hvad sker der nu med muren?: Kongressen kan næppe stoppe Trumps nødplan

Det bliver mødt af kritiske røster i det politiske bagland. Senator Lamar Alexander fra Tennessee kalder nødsituationen for »unødvendig«, og senator Ron Johnson fra Wisconsin ser præsidentens handling som en »dramatisk udvidelse« af hans magt. Det skriver Politico.

»Jeg ville ønske, at han ikke havde gjort det«, siger senator Chuck Grassley fra Iowa ifølge Politico.

Flere republikanere mener, at Trumps udmelding om en national nødsituation vil sætte et dårligt eksempel over for kommende præsidenter og dermed danne præcedens for fremtidige nødsituationer.

Analyse: Med den selvskabte nødsituation har Trump valgt en ekstrem vej ud af en tabersituation

Der er dog også republikanere, som bakker Trump op.

»Jeg synes, at det er fint. Jeg tror, at nødsituationen vil få en del af republikanerne til at føle, at det var en god idé at stemme for lovforslaget«, siger senator Kevin Cramer fra North Dakota ifølge Politico.

En national nødsituation?

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har truet med at føre et sagsanlæg mod præsidenten, hvis nødsituationen bliver en realitet.

»Skal vi tale om en national nødsituation? Så lad os da tale om dagen i dag, hvor det er et år siden, at en epidemi af skoleskyderier ramte USA. Dét er en national nødsituation«, siger hun ifølge CNBC med henvisninger til blandt andet skoleskyderiet på en skole i Parkland, Florida, hvor 17 personer mistede livet.

Kongressen i USA har i flere måneder befundet sig i en uenighed om landets budgetter, hvilket har ført til, at en længe ventet finanslov er blevet vedtaget natten til fredag dansk tid.

Opbakningen til finansloven er dog ikke lig med, at der er fundet penge til Trumps mur. Derfor vil han erklære national nødsituation i landet.

»Præsident Trump vil underskrive finansloven, og som han har sagt tidligere, vil han også tage andre administrative foranstaltninger - inklusive national nødsituation«, siger præsidentens talskvinde, Sarah Sanders, til CNN.

Erklæringen af en national nødsituation skal sætte en stopper den sikkerhedsmæssige og humanitære krise, der ifølge præsidenten lurer ved grænsen. Murens formål er blandt andet at beskytte USA mod illegale immigranter, efter at tusindvis af immigranter de seneste måneder har vandret mod den amerikanske grænse.

Kendiskrigerne

På Twitter raser debatten ligeledes. Her har blandt andet sangerinden Barbra Streisand og tv-værten Jimmy Kimmel meldt sig ind i debatten.

Hvad der kommer til at ske fremadrettet er endnu usikkert. Senator Susan Collins, republikaner fra Maine, tror, at Donald Trumps erklæring vil medføre en retssag. En anden af præsidentens partifæller, senator Pat Toomey fra Pennsylvania, er i tvivl om efterspillet.

»Jeg er ikke begejstret for udmeldingen, men jeg ved ikke, om det kommer til at ske, og hvilke konsekvenser det i så fald vil få. Jeg ved ikke, hvilke autoriteter han (præsidenten, red.) vil eller ikke vil påråbe sig, siger han.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her