Den amerikanske præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes første gang i juni sidste år i Singapore. Mødet førte kun til en svagt formuleret aftale, hvor Nordkorea indvilligede i at ville arbejde henimod atomnedrustning på Den Koreanske Halvø, mens USA fastholdt sine sanktioner mod det nordkoreanske styre.
Efterfølgende gik forhandlingerne i stå, men op til det nye topmøde i Vietnam er der kommet skred i dem igen.
Trump har blødt op på sit hårde krav om en komplet afskaffelse af Nordkoreas atomvåben og har tilkendegivet, at han nu ikke har noget hastværk, så længe Nordkorea undlader at genoptage sine missilafprøvninger. Dermed ser det ud, som om han reelt har accepteret, at Nordkorea er en atommagt.
De omstridte a-våben
Spørgsmålet er derfor, om Trump vil være parat til at hæve nogle af sanktionerne, hvilket er det, som Nordkorea først og fremmest ønsker. Kim Jong-un har brug for flere investeringer og mere handel med omverdenen, hvis han skal bringe sit lands slunkne økonomi på fode.
Omvendt ved han også godt, at hans atomvåben er den eneste årsag til, at Donald Trump tager ham alvorligt. Uden dem ville Nordkorea være et lille og ubetydeligt land. Derfor vil Kim Jong-un næppe gå med til at afskaffe alle sine atomvåben.
Men foreløbig har han rakt hånden ud til Donald Trump ved at tilbyde at nedlægge nogle af sine atomanlæg – dog på den betingelse, at USA kommer med tilsvarende indrømmelser.
Her har Nordkorea allerede et katalog af ønsker parat.
Det vil Nordkorea opnå
Nordkorea har længe krævet, at USA indstiller sine årlige flådeøvelser med Sydkorea samt trækker de over 23.000 soldater hjem, som USA har stationeret i Sydkorea. Styret i Pyongyang ser også gerne, at USA underskriver en fredsaftale på Korea-krigen, som skal afløse den våbenhvile, der formelt stadig gælder.
Tomme ord?
Hidtil har USA været tøvende med at indvillige i en sådan noget for noget-strategi, fordi USA frygter, at det blot vil resultere i, at Nordkorea kommer med endnu flere krav.
Men omvendt er både Donald Trump og Kim Jong-un under et enormt pres for at vise, at deres nyvundne venskab består af andet end ord og tomme løfter. Derudover er det heller ikke uden betydning, at Trump ifølge eget udsagn går efter få Nobels Fredspris for at have skabt fred på Den Koreanske Halvø.
fortsæt med at læse





























