Italienske journalister afdækker tætte forbindelser mellem Vladimir Putin og Italiens regeringsparti Lega, der har stor fremgang.

Ny mistanke om russiske penge og støtte til nationalister

Matteo Salvini kan blive en af Kremls vigtigste allierede, hvis han vinder EU-valget og senere på året bliver italiensk regeringschef. 
   

 
   Giuseppe Lami/AP
Matteo Salvini kan blive en af Kremls vigtigste allierede, hvis han vinder EU-valget og senere på året bliver italiensk regeringschef. Giuseppe Lami/AP
Lyt til artiklen

Vladimir Putin og Matteo Salvini har meget tilfælles. Den russiske præsident og den italienske indenrigsminister og leder af nationalistpartiet Lega elsker at optræde som stærke, virile mænd. De er nationalister, de sætter familien og traditionelle værdier i hævd, og de er begge indædte modstandere af EU.

Sidste år indgik deres partier en samarbejdsaftale, og ifølge bogen ’Il Libro Nero della Lega’ om partiet, som nyhedsmagasinet l´Espresso bringer uddrag af inden udgivelsen torsdag, har de to parter været i forhandlinger om økonomisk støtte fra Rusland til Matteo Salvinis parti inden valget til EU-Parlamentet i maj.

Det afviser talsmænd for indenrigsministeren.»Det er ren science fiction«, lyder det fra dem, og Matteo Salvini har tidligere dementeret enhver form for økonomiske relationer mellem hans og Vladimir Putins parti, Forenet Rusland.

L’Espresso-journalisterne Giovanni Tizian og Stefano Vergine ved endnu ikke, om salget af russisk olie til Italien, som ad komplicerede omveje skulle skaffe Matteo Salvinis parti en indtægt på tre millioner dollar, knap 20 millioner kr., er faldet endeligt på plads.

Men deres afdækning af forhandlingerne er endnu et vidnesbyrd om de tætte forbindelser mellem præsident Putin og Matteo Salvini, som allerede sidste år udtalte, at »Rusland er Italiens mest fundamentale allierede«.

Olie og dollars

Interessefællesskabet er ikke blevet mindre siden. Ifølge en undersøgelse fra European Council on Foreign Relations bliver Lega det næststørste parti i EU-Parlamentet ved EU-valget i maj, og det står til at blive den sikre vinder af det næste italienske parlamentsvalg, som sandsynligvis finder sted i efteråret.

Bliver det tilfældet, får Vladimir Putin et af de førende EU-lande som en vigtig allieret. I forvejen er Matteo Salvinis parti stærk modstander af EU’s sanktioner mod Rusland, som er en reaktion på præsident Putins annektering af Krim i 2014 og støtten til prorussiske separatister i Ukraine.

Ifølge de italienske journalister fandt forhandlingerne om økonomisk hjælp sted 17. og 18. oktober sidste år, da Matteo Salvini deltog i en konference organiseret af den italienske arbejdsgiverforening i Moskva.

Efter konferencen mødte han sin russiske kollega, Dimitri Kozak, der blandt andet er ansvarlig for energipolitiske spørgsmål.

Dagen efter overværede forfatterne til bogen, Giovanni Tizian og Stefano Vergine, et møde i det kendte Moskva-hotel Metropols forhal mellem repræsentanter for Matteo Salvini og tre russere med forbindelser til den russiske olieindustri. De to journalister hævder at have dokumentation for drøftelsernes indhold, men de ønsker ikke at fremlægge den på nuværende tidspunkt.

Blandt deltagerne var en tidligere talsmand for Matteo Salvini, Gianluca Savoini, som stadig arbejder tæt sammen med indenrigsministeren, og som organiserer det meget tætte samarbejde mellem præsident Putins og Matteo Salvinis parti.

Temaet for mødet var salg af russisk olie til Italien med det russiske olieselskab Rosneft og det statsejede italienske energiselskab ENI som mellemmænd. Russerne tilbød tre millioner tons olie med en rabat på fire procent, som skulle overføres til Matteo Salvinis parti til en værdi af i alt tre millioner dollars, omkring 20 millioner kroner.

Enighed trods Rusland

Det er denne rabat og det forhold, at den italienske indenrigsministers medarbejdere deltager i forhandlinger om køb af olie, som er kontroversielt. Og hele den meget komplicerede beretning om møderne i Moskva i oktober er også fortællingen om, hvordan de nationalistiske partier på den yderste højrefløj knytter sig stadig stærkere til Kreml. Bl.a. har franske Marine Le Pens parti lånt penge i Rusland.

Men forholdet til Rusland gør det samtidig svært for Matteo Salvini at samle det nationalistiske højre i Europa.

Salvini, der ved enhver lejlighed lægger selfies og billeder af sine møder med udenlandske personligheder ud på nettet, nægter kategorisk at kommentere dette møde, og indenrigsministeren har næppe omtalt det, da han sidste måned mødte formanden for det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed, Jaroslaw Kaczynski.

Formålet med mødet var at gøre det magtfulde polske regeringsparti til en del af den kommende nationalistiske alliance i EU-Parlamentet.

Der var fuld enighed mellem de to partiledere om at bekæmpe »bureaukraternes Europa«, som har åbnet for indvandring, og som underminerer Europas kristne fundament.

»Det er en stor historisk udfordring. Vi skal bekæmpe den fransk-tyske akse med en italiensk-polsk akse«, lød det fra Matteo Salvini efter mødet.

Jaroslaw Kaczynski holdt sig tilbage med kommentarer efter mødet, for et helt afgørende spørgsmål står imellem ham og Matteo Salvini, nemlig forholdet til Rusland.

Fundamentet for polsk nationalisme er antirussiske holdninger, men de nationalistiske partier vil ikke lade chancen for massiv indflydelse i EU-Parlamentet gå fra sig på grund af forholdet til Rusland.

»Alle, fra Polen til Italien og Østrig, er bevidste om, at vi sammen kan få så mange mandater, at vi kan stoppe dele af EU-lovgivningen, og at vi kan forhindre straffeaktioner med lande som Polen og Ungarn. Så må forholdet til Rusland blive de enkelte partiers sag«, siger en ledende personlighed i det franske Rassemblement National.

---------------

Rettelse: I en tidligere version stod der, at Salvini skulle have omtalt Rusland som Italiens regering - det har han kke. Der stod også, at Italien har købt 3 millioner liter russisk olie med rabat - det er 3 millioner tons.

Michael Seidelin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her