To danske troppetransporthelikoptere og i alt 70 soldater skal næste år bekæmpe islamistiske terrorgrupper i Nordafrika. Danskerne bliver en del af de franske styrker, der siden 2012 har bekæmpet forskellige islamistiske oprørsgrupper i Sahel området. Regeringen har orienteret Udenrigspolitisk Nævn, og skal nu lave et beslutningsforslag, der skal vedtages i folketinget.
De danske helikoptere, der før har været indsat i Afghanistan, skal ifølge Forsvarsministeriet udføre alle typer opgaver, men de vil ikke blive indsat i kampzoner.
Den franske militæroperation med navnet Barkhane dækker fem forskellige lande i Sahel: Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Flere forskellige oprørsgrupper med bånd til både al Qaida og Islamisk Stat operere i området, hvor 12 franske soldater indtil nu er blevet dræbt. I alt 3.500 franske soldater er indsat i det enorme område, hvor de samarbejde med de lokale regeringsstøtter og soldater fra blandt andet Estland og Storbritannien.
Uroen i området, der både har form af regulære kampe og terrorattentater på fornemme hoteller i blandt andet Mali, Burkina Faso og Elfenbenskysten startede som en konsekvens af krigen i Libyen, hvor Danmark også deltog.
Efterdønninger fra Libyen
Da diktatoren Moamar Gadaffi blev dræbt skyllede en bølge af ustabilitet og væbnede grupperinger fra Libyen og sydpå til især Mali. I en periode kontrollerede lokale tuareg stammer områder på størrelse med Frankrig i det nordlige Mali og udråbte deres egen stat, Azawad.
Men tuaregernes oprør mod Malis regering blev overtaget af forskellige islamistiske militser og terrorgrupper, der i dag udgør en konstant trussel mod regeringerne i området. Både franske styrker og en fredsbevarende styrke fra FN, MINUSMA bekæmper i dag islamisterne. De to parter samarbejder, men det er primært franske styrker, der er indsat i de farligste og mest komplicerede militære operationer.
Otte fredsbevarende FN-soldater er dræbt i angreb i MaliDa Frankrig indledte en militær operation for at nedkæmpe militserne deltog Danmark i 2013 med et transportfly til støtte for de franske styrker. Siden har danske soldater og specialstyrker fra Jægerkorpset været en del af FNs fredsbevarende styrker, som også i en periode havde den danske general Michael Lollesgaard som øverstkommanderende.
Sideløbende har både Jægerkorpset og Frømandskorpset deltaget i forskellige øvelser i området, der udover islamistiske terrorgrupper også rummer store etniske spændinger og omfattende smugleraktiviteter. Hovedruterne for migranter fra Vestafrika mod Europa går gennem området.
Skal også stoppe migration
I en pressemeddelelse siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA): »Det er afgørende for dansk og europæisk sikkerhed, at vi bidrager til stabiliteten i nærområdet. Terrorgrupperne i Sahel-regionen er en trussel imod vores fælles sikkerhed. Derfor træder vi til sammen med Frankrig for at få dem nedkæmpet. Samtidig er det mit håb, at indsatsen kan bidrage til at stabilisere regionen og dermed forebygge irregulær migration mod Europa. Det er i vores klare fælles interesse«.
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) forklarer at det danske helikopterbidrag er et både »relevant og efterspurgt bidrag«. »Sikkerhedssituationen i Mali og hele Sahel-regionen er bekymrende, og derfor bør Danmark øge sit engagement og bidrage til, at terrorgrupper ikke får frit lejde. Vi anser Sahel-regionen som en del af Europas sydlige nærområde, og det er vigtigt, at vi medvirker til at bekæmpe terrorisme og forebygge flygtningestrømme«.
I de seneste år er Danmark blevet knyttet stadig tættere til Frankrig i det militære samarbejde. I løbet af foråret skal en dansk fregat være med til at beskytte det franske hangarskib Charles de Gaulle i den østlige del af Middelhavet, Det Røde Hav, Adenbugten, den nordlige del af Det Indiske Ocean. Danmark har også tilsluttet sig den franske præsident Macrons såkaldte europæiske interventions initiativ, E2I, der skal være en start på mere selvstændige europæiske militære operation i Europas nærområder.
Forsvarsministeriet oplyser i en mail, at helikopterbidraget ikke betyde, at Danmark stopper støtten til FN-styrkerne i området:
»Formålet med Operation Barkhane er at bidrage til bekæmpelse af terrorisme i Sahel-regionen, mens Minusma’s (FN’s fredsstyrke, red.) primære opgave er at bidrage til implementeringen af fredsaftalen i Mali fra 2015. Med dette bidrag ønsker regeringen at bidrage mere direkte til bekæmpelsen af terror i regionen, men det er fortsat regeringens intention også at bidrage med militære kapaciteter til Minusma«.
fortsæt med at læse




























