Snesevis af indonesiske guldgravere er forsvundet i deres egen hjemmelavede mineskakt. Det frygtes, at op til 100 mand kan have mistet livet i deres ulovlige mine.

De drømte om rigdom: Amatør-guldgravere spærret inde i hjemmelavet mineskakt

Foto: Ungke Pepotoh/Ritzau Scanpix
Foto: Ungke Pepotoh/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Drømmen om guld og pludselig rigdom er bogstavelig talt faldet sammen omkring et ukendt antal guldgravere, der i en uge har været spærret inde i deres hjemmelavede mineskakt på den indonesiske ø Sulawesi.

Mindst 17 mænd er allerede fundet døde, efter at et jordskred sidste uge raserede den ulovlige mine, skriver New York Times.

Oppe på jorden er 50 motorcykler ikke blevet afhentet. Men ingen kender det præcise antal guldgravere, som har bevæget sig ned i under jorden i jagten på rigdom.

De indonesiske myndigheder mener, at mellem 30 og 100 mænd kan være fanget i den hjemmelavede mine i Boolang Mongondow den nordlige del af Sulawesi.

Ligdele fundet

»Vi kender hverken det præcise antal mennesker dernede eller hvor mange små huller, der er«, siger en talsmand for Indonesiens redningskorps til avisen. Han fortæller, at der ud over de 17 døde også er fundet ligdele, som man arbejder på at identificere.

Deres afstivning holdt ikke, da jorden skred sammen omkring dem tirsdag i sidste uge. Siden har redningsfolk knoklet døgnet rundt for at få kontakt til de indespærrede. The Guardian fortæller, at hundreder af redningsfolk bidrager til den stadig mere desperate jagt på overlevende. En guldgraver måtte få sit ene ben amputeret på stedet, fordi det var låst fast under en klippe. Han døde bagefter af sit blodtab.

Én million ulovlige guldgravere

Deres private jagt efter guld er ikke usædvanlig. Det menes, at omkring én million guldgravere arbejder i ulovlige miner i det enorme ørige. Når rygtet går, at nogen skal have fundet guld, dukker andre hurtigt op og begynder at grave nye gange ved siden af. Myndighederne har ikke givet dem tilladelse, har ikke styr på vilkårene, har ikke krav til sikkerhedsforskrifter i den »private« minedrift – og de er ikke ubekendt med, at amatørminer styrter sammen over hovedet på lykkeridderne.

De første fire dage hørtes råb om hjælp fra mineskakten, der brasede sammen tirsdag. Siden har der været stille.

Det vil være »et mirakel«, hvis det lykkes at bringe flere af guldgraverne levende ud, siger en lokal redningsmand til nyhedsbureauet AP. Men eftersøgningen fortsætter. Motorcyklerne venter stadig på deres ejere.

Anders Jerichow

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her