Salen i centrum af Gdansk er ved at være fyldt. Den summer af forventning. Hanna Burgiel er ikke bare kommet for at se et tilfældigt valgmøde. Hun venter på en slags politisk frelser.
»Det her er det eneste håb«, siger hun.
Den 60-årige kvinde arbejder på et advokatkontor. Hun har sat sig helt forrest. Hun skiller sig ud fra den relativt unge forsamling med sin alder, sit pæne business-sæt og sit silketørklæde.
»Jeg er selv kommet i en alder, hvor det, der sker, virker utænkeligt. Vi er tilbage i middelalderen«, siger hun.
