Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Norsk ministers bil stukket i brand foran hans hjem

Tor Mikkel Wara, som her ses i samtale med Inger Støjberg, har i længere tid modtaget trusler.
 Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Tor Mikkel Wara, som her ses i samtale med Inger Støjberg, har i længere tid modtaget trusler. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den norske justitsministers, Tor Mikkel Waras, bil er natten til søndag blevet sat i brand. Anmeldelsen indløb til politiet klokken 01:41.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

»Vi har været ude at foretage tekniske og taktiske undersøgelser. Nu er sagen overgivet til PST (Politiets sikkerhedstjeneste red.), der følger op og efterforsker videre«, siger operationsleder Magne Olsvoll til NTB.

Tor Mikkel Wara er medlem af Fremskrittspartiet, hvis politiske dagsorden dækker en stram indvandringspolitik, bedre ældreomsorg, bedre sundhedsvæsen og lavere skatter og afgifter.

Ifølge NTB er ministerens hjem søndag morgen beskyttet af politiet oven på hændelsen.

Ikke mindst fordi, at der tidligere har været sendt trusler mod ham ligesom hans hjem og bil i december blev overmalet med hagekors og ordet racist.

I februar blev der fundet brændbar væske ved hans bil, og sidste lørdag blev der fundet et trusselsbrev i hans brevkasse.

Tor Mikkel Waras har tidligere udtalt, at truslerne mod ham er et angreb på demokratiet.

»Jeg må konstatere, at vi er nået til et punkt, hvor det er blevet meget ubehageligt«.

»En ting er at rette verbalt skyts mod en politiker, der gør sit job, noget helt andet er at gå efter hans familie, sagde han i december.

Politiet understreger ifølge NTB, at de ikke mener, at der er tale om en reel trussel, men at de tager sagen alvorligt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her