Kurdiske soldater når næppe at genne tilfangetagne jihadister ned af de lastvogne, som i disse dage transporterer dem fra fronten i byen Baghouz i det østlige Syrien, før franske og amerikanske efterretningsfolk bestemt, men diskret træder til for at deltage i de første afhøringer.
De franske agenter går målrettet efter ’hellige krigere’, som direkte eller indirekte har deltaget i terroraktioner mod Frankrig, eller som har forbrudt sig mod franske og udenlandske borgere, oplyser en fransk diplomat, mens kurdere og irakere tager sig af de øvrige.
Målet er i første omgang at trænge ind i hidtil ukendte terrornetværk, hvorefter regnskabets time kommer i form af retssager i de kommende måneder og år.
Det handler ikke kun om at tage stilling til skyldspørgsmål, men også om at få svar på de spørgsmål, som efterforskere, terrorofrene og deres familier samt offentligheden stiller igen og igen: Hvad gjorde unge europæere – med europæiske eller fremmede rødder – til terrorister? Hvordan forklarer de deres handlinger? Fortryder de?
De spørgsmål blev rejst uge efter uge under den netop afsluttede retssag i Bruxelles mod den 33-årige franske terrorist Mehdi Nemmouche, der myrdede fire mennesker på det jødiske museum i Bruxelles 24. maj 2014.
Han svarede ikke og fortrak ikke en mine, da dommeren afsagde dommen på livsvarigt fængsel.
»Livet går videre«, udtalte han dagen før domsafsigelsen med et hånligt smil om munden, hvorefter han igen forholdt sig tavs som under hele retssagen, hvor han kun nødtvungent svarede med tre bogstaver: D.A.S. – den franske forkortelse for ’retten til at forholde sig tavs’.
»Jeg ender med at blive kendt på Wikipedia med dette svar«, lød det fra manden, der under efterforskningen viste sig at være en del af et omfattende terrornetværk og ikke som oprindelig antaget en ’enlig ulv’, som handlede på egne vegne.
Efterforskningen viser, at han havde tætte kontakter til den belgiske terrorist Abdelhamid Abaaoud, som stod bag terroraktionerne mod det parisiske spillested Bataclan og de omkringliggende cafeer samt Stade-de-France 13. november 2015, og efter mordene på museet skrev Mehdi Nemmouche på nettet: »Nu sætter vi Bruxelles og Paris i bål og brand«.
Det var ingen tom trussel. Efter aktionen i Paris med 130 dødsofre angreb terrorister Zaventem-lufthavnen i Bruxelles og metrostationen Maelbeek 22. marts 2016. 32 mennesker mistede livet.
Radikaliseret i fængsel
Retssagen i Bruxelles blev fulgt verden over, alene af den grund at Mehdi Nemmouche var manden, der indledte de seneste års terrorbølge efter de store aktioner i Frankrig og Spanien i 1980’erne og begyndelsen af 2000-tallet.
Han var også en af de første syrienskrigere, som vendte tilbage, og mange ser processen mod ham som en forsmag på de retssager, der nu venter.
Mehdi Nemmouches bidrog med sin tavshed ikke selv til at kaste lys over sin personlighed, og han lod sig ikke provokere, da hans medanklagede og tidligere ven, Nacer Bedrer, kaldte ham »sadist«, eller da anklageren betegnede ham som en kryster, der »skød en ældre dame bagfra«.
Anklageren henviste til begivenhederne på det jødiske museum i Bruxelles 24. maj 2014, da den unge franskmand af nordafrikansk oprindelse trængte ind i bygningen, hvor han først skød en receptionist og en volontør, hvorefter han myrdede to israelske turister.
Det hele blev filmet af museets overvågningskameraer, og jagten på Mehdi Nemmouche gik ind.
Den blev lettet af, at han var en kendt skikkelse i flere af landets politikredse. Mehdi Nemmouche, der blev født i 1985 i Nordfrankrig, blev som barn i den nordfranske by Tourcoing på grænsen til Belgien flyttet fra den ene plejefamilie til den anden, indtil hans bedstemor – som i dag ikke vil kendes ved ham – tog ham i pleje.
»Han var en god dreng, rolig og diskret«, lød det fra vennerne i indvandrerkvarteret ved arrestationen af ham.
Det omkvæd er klassisk, og lige så klassisk er politiets beskrivelse af en løbebane, som svarer til andre terroristers:
»Allerede som helt ung havde han en solid erfaring som forbryder«, sagde en repræsentant for politiet til en nordfransk avis i 2014.
Den første dom faldt i 2004 ved en særlig domstol for mindreårige. Derefter fulgte det slag i slag for tyverier, overfald og røveri. I 2007-12 vandrede han ind og ud af sydfranske fængsler, hvor han kom i kontakt med radikale muslimer, og han begyndte selv at prædike i fængslet.
»Han har med sine ekstreme forsøg på at omvende andre gjort sig bemærket, han omgås en gruppe fundamentalistiske islamister, og han opfordrer til kollektiv bøn under gårdturene«, lød det i en rapport fra fængselsvæsenet.
Ved løsladelsen i december 2012 rejste han til Syrien efter en kort smuttur til Courtrai i Belgien på den anden side af grænsen, hvor han menes at have mødt en gruppe belgiske terrorister.
Myndighederne var i stand til at følge ham på en lang rejse, der på to år bragte ham fra Frankrig til Tyrkiet, Syrien, Malaysia og Thailand.
Ydmygede gidsler
Fire franske journalister mødte ham, da de var gidsler hos Islamisk Stat i Syrien. Under retssagen genkendte to af dem ham som en af deres fangevogtere, som den ene dag ydmygede dem, for den næste dag at ville være deres ven.
»Han var henrykt over at kunne bestemme over fire journalister«, sagde den ene af dem under retssagen, der betegnede ham som »sadistisk og narcissistisk«.
Mehdi Nemmouche gjorde nar ad deres »laksefarvede habitter«, som han kaldte deres fangedragter, og han deltog i prygling af en af journalisterne, som senere blev frigivet.
Hans samtaler med journalisterne bestod blandt andet i beretninger om, hvorledes han selv havde myrdet en shiamuslimsk bedstemor, halshugget et spædbarn og voldtaget moderen.
Mehdi Nemmouche ville hverken be- eller afkræfte dette udsagn, men under de tidligere afhøringer havde han udtalt, at »hans had til jøder og shiamuslimer var uden grænser«. Han hørte ikke til blandt lederne, men han havde kontakt med flere af de ledende personer i Islamisk Stat, som planlagde terroraktioner i Europa.
Han forlod Syrien i 2014. 24. maj angreb han sværtbevæbnet museet i Bruxelles med flere våben, som han havde filmet, og under en rutinemæssig kontrol blev han anholdt, da han steg af en bus i Marseille få dage efter.
Politiet fandt hans våben, som svarede nøjagtig til dem, gerningsmanden til mordene havde brugt på museet, men til det sidste har han nægtet at være skyldig. Han hævder at være offer for et israelsk-libanesisk komplot.
Hans eneste forklaring på engagementet i Islamisk Stat er hans had til jøder og shiamuslimer, og han angrer intet.
Men afhøringerne af ham har bragt nyt lys over de fransk-belgiske terrornetværk, han var en del af, og politiet håber at få nye brikker til puslespillet til at falde på plads ved de retssager, som nu venter de arresterede jihadister.
fortsæt med at læse
