Tusindvis af newzealandere samledes søndag til en mindehøjtidelighed i hjertet af Christchurch – kun få kilometer fra de to moskeer, hvor 50 mennesker forrige fredag blev dræbt. Der blev holdt et minuts stilhed, alle de dræbtes navne blev læst op, og der blev afsagt en muslimsk bøn. Men det var Sam Brosnahan, formand for studenterforeningen på det lokale Canterbury University, der mest rammende satte ord på den sindstilstand, som dette aflange land nede ved Jordens udkant befinder sig i.
»Lad os begynde at reflektere over, hvordan vi skal reagere«, sagde han. De første dage efter terrorangrebet var New Zealand i chok.




























