USA vil sende første kvinde til Månen inden for fem år

»Det er denne administrations politik og USA's politik, at amerikanske astronauter skal vende tilbage til Månen inden for de næste fem år«, siger Mike Pence
   Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
»Det er denne administrations politik og USA's politik, at amerikanske astronauter skal vende tilbage til Månen inden for de næste fem år«, siger Mike Pence Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er USA's mål at sende astronauter til Månen inden for de næste fem år.

Sådan lyder meldingen tirsdag fra den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, under en tale hos USA's National Space Council.

»Det er denne administrations politik og USA's politik, at amerikanske astronauter skal vende tilbage til Månen inden for de næste fem år«, siger Mike Pence under talen i Huntsville i delstaten Alabama.

Han understreger også, at den første kvinde på Månen skal være fra USA.

»Lad mig gøre det helt klart: Den første kvinde og den næste mand på Månen kommer begge til at være amerikanske astronauter sendt af sted med amerikanske raketter fra amerikansk jord«, siger Pence.

Mike Pence er formand for National Space Council, USA's nationale råd for rummet. Rådet blev oprettet i 1958 under et andet navn. Det blev nedlagt i 1993, men præsident Donald Trumps administration har genskabt det.

Direktøren for den amerikanske rumfartsadministration, Nasa, er blandt andre også med i det nationale råd.

Trumps administration har flere gange tidligere luftet ønsket om at sende astronauter til både Månen og til Mars.

Der var sidste gang mennesker på Månen i 1972.

Første gang var i juli i 1969.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her