En mand, der matcher beskrivelsen på den mistænkte gerningsmand bag drabet på den amerikanske rapper Nipsey Hussle, er blevet anholdt.
Det oplyser politiet i Los Angeles tirsdag.
Det er den 29-årige Eric Holder, der mistænkes for at have skudt og dræbt Hussle søndag i nærheden af en tøjbutik, som rapperen ejede i Los Angeles.
To andre personer blev også såret i forbindelse med skyderiet.
Talskvinde for sheriffen i Los Angeles Nicole Nishida oplyser, at kriminalbetjente er på vej for at fastslå om den tilbageholdte person er Eric Holder.
Politiet udtalte på et pressemøde tidligere på dagen, at Eric Holder formodes at være gerningsmanden.
ritzau




























