Hvad er et godt menneske? Hvor meget skal et menneske ofre sig for andre for at være et godt menneske?
Det lå på ingen måde i kortene, at jeg ville reflektere over den slags spørgsmål, da jeg for halvandet år siden modtog en irriteret mail fra en tysk tandlæge med danske rødder.
Årsagen var en analyse, jeg havde skrevet. Den handlede om det højreskred, der med den markante fremgang for det nationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) kom til udtryk ved valget til det tyske parlament, Bundestag, i september 2017.
Ifølge Tandlægen, der ønsker at være anonym i Politiken, var mit fokus på den politiske polarisering overfladisk og grinagtigt, fordi jeg ikke søgte dybere ned i forklaringerne på det, der drev millioner af tyske vælgere over mod et højrenationalistisk parti, der bl.a. har krævet et opgør med den tyske ’skyldkultur’ efter Anden Verdenskrig.
Hun flirtede selv med partiet, og flere i hendes omgangskreds stemte på det. Men det gjorde dem ikke til dårlige mennesker, mente hun.
Svenske Mattias Larsson giver migrationen skylden for samfundets mange problemer: »Der kommer for mange fra de forkerte steder«I stedet for fornærmet at ignorere den lidt bastante henvendelse bad jeg hende uddybe sit udfald for bedre at forstå. Vi har nu skrevet sammen i halvandet år og bliver nok aldrig enige. Men vi er begyndt bedre at forstå, hvad der driver den andens meninger.
Det er også ånden i det store europæiske Europe Talks-projekt, som Politiken har lanceret i samarbejde med 16 andre store medier som tyske Die Zeit, polske Gazeta Wyborcza, franske Arte og britiske The Financial Times.
Mød en af arkitekterne bag Europe Talks: Donald Trump fik os til at tænkeOp til europaparlamentsvalget i maj matcher vi i Europe Talks europæere med modsatrettede meninger på tværs af de europæiske landegrænser, så de to og to kan mødes til en politisk samtale 11. maj. Over 800 Politiken-læsere har allerede meldt sig, og på europæisk plan er vi tæt på 21.000 tilmeldinger. Vi vil gerne bidrage til to ting:
For det første vil vi understøtte den politiske samtale som alternativ til råberiet på sociale medier og den politiske polarisering, der i disse år spalter og forpester store dele af Vesten. Valget af Donald Trump i USA og den britiske statskomedie Brexit-debatten er en illustration af selv etablerede demokratiers sårbarhed over for polarisering.
For det andet vil vi gerne have europæere til at tale med hinanden og ikke kun om hinanden.
Tilbage til Tandlægen …
Som i Weimarrepublikken
Hvad får man ud af at tale med et menneske, der mener noget tæt på det modsatte af én selv?
For det første viste Tandlægen sig at være alt andet end en frådende nationalist. Hendes forståelse for AfD, som hun aldrig stemte på, skyldtes og skyldes en følelse af afmagt over for en tysk socialstat, som hun oplever som trængt og utilstrækkelig.
»Systemet i Tyskland er særdeles uretfærdigt, problemer med lærermangel i skoler, der er i dårlig stand, dårlige tilstande i børnehaverne med for lidt personale, digital middelalder, dårlige veje, store problemer med pensionssystemet. Vi har ingen digitale it-forbindelser hos politiet, der er for lidt politi, for få dommere. Den indre sikkerhed fungerer ikke i mange storbyer. Småkriminalitet kommer ikke engang for retten, eller det varer en evighed«, skrev hun engang i en mail.
Tandlægen taler indimellem om, at vi nærmer os weimarer forhold, altså en situation som under mellemkrigstidens Weimarrepublik, hvor den økonomiske krise var med til at polarisere tyskerne mellem nazister og kommunister, alt imens den politiske midte sank sammen.
I dag er centrum-venstre og især de europæiske socialdemokratier mange steder presset af en ny form for polarisering: mellem nationalister og det, Yascha Mounck, den tyskamerikanske Harvard-professor og forfatter til bogen ’The People versus Democracy’, kalder et grønt bourgeoisi af globalister, der ikke forstår en arbejderklasse, der f.eks. ikke har råd til grønne fly- og benzinafgifter.
I Tyskland er den tendens blevet bekræftet ved de seneste delstatsvalg i Bayern og Hessen, og den viste sig også ved det seneste regionalvalg i Holland: Centrum-venstre er presset i bund af fremadstormende grønne partier samt af nye og gamle nationalistpartier.
Eliten ...
»Jeg havde et håb om, at Frauke Petry (tidligere AfD-leder, red.) kunne blive et konservativt modspil til CDU, et anderledes parti, der kunne få andre meninger hørt. Jeg må indrømme: Hun var utrolig effektiv og overbevisende, når hun talte, men jeg er også kun et menneske. Vi havde et stort flygtningecenter i nærheden, og der var rigtig mange problemer med mange af dem«, skrev Tandlægen for nylig.
Hun var for længst blevet frastødt af diverse AfD-politikeres flirten med nynazister i bl.a. den østtyske by Chemnitz, men hun talte igen og igen om ’en rådden elite’. Det er det andet punkt fra vores korrespondance, jeg vil fremhæve.
»Når jeg taler om den rådne elite, mener jeg de mennesker, der har så megen magt, at de kan ændre livet for en masse mennesker«, uddybede Tandlægen.
Hun fremhævede den stigende sociale ulighed rundt om i verden, hvor selv de amerikanske demokraters nye heltefigur, Nancy Pelosi, der står i spidsen for et erklæret socialbevidst parti, sammen med sin mand er god for omkring 200 millioner kroner: »Kan hun repræsentere folket, almindelige mennesker?«, var det underliggende spørgsmål fra Tandlægen og en af hendes amerikanske bekendte.
Historisk krise
I en politisk samtale bliver man ikke altid enige. Men man kan blive bevidst om, hvad der driver anderledes tænkende. Præcis det er en mangel i vor tid, mener Tim Dixon, der er medstifter af den amerikanske græsrodsorganisation More in Common, der for nylig udgav rapporten ’Hidden Tribes’. Den inddelte de amerikanske vælgere i forskellige og adskilte ’stammer’.
»Efterhånden som vi nærmer os 2020’erne, er der stadig flere vidnesbyrd om, at vi er nået til et historisk krisepunkt for de moderne demokratier og pluralistiske samfund«, skrev Dixon i et papir til World Economic Forums årsmøde i Davos i januar i år.
Gennem tre år har hans organisation undersøgt de politiske strømninger i USA, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland og Grækenland:
»Det billede, der tegner sig fra disse studier, handler om mere end blot skift i den offentlige opinion om bestemte emner. Der er en stigende mistillid til hverandre – ikke kun til institutionerne – med en voksende stammetænkning og intolerance over for folk med andre opfattelser og baggrunde«, skrev Tim Dixon.
Han forklarede det bl.a. med voksende ulighed, stagnerende indkomster, jobusikkerhed, de enorme teknologiske forandringer samt opsplitningen af byer og regioner mellem velstående og socialt tilbagestående.
»Jo mere polariseret et samfund er, desto flere vil se forskellige problemstillinger ud fra snævre stammeopfattelser snarere end samfundshensyn. Det gør de pluralistiske samfund mindre modstandsdygtige, mere sårbare over for sociale spændinger og mindre egnede til at navigere gennem det 21. århundreds kriser såsom politisk fastlåsning, hurtige demografiske forandringer, økonomiske kriser, klimakatastrofer, teknologiske forandringer og trusler mod den nationale sikkerhed«, skrev han.
Det kræver mange former for politiske og sociale tiltag at løse de problemer, men det kræver også, påpeger Tim Dixon, at vi bryder med vores ’stammer’ og rykker sammen som samfund. Han peger på behovet for, at vi taler sammen med vores modparter fra andre stammer. Politikens medvirken i Europe Talks kan ses som et bidrag. Kom og vær med.
fortsæt med at læse
