Tusindvis af klasseværelser er ødelagte som følge af de oversvømmelser, orkanen Idai var skyld i den 14. marts. Befolkningerne i Mozambique, Zimbabwe og Malawi har kæmpet for at komme på fode igen, mens alverdens nødhjælpsorganisationer har hjulpet til.
Selvom flere og flere familier har genfundet hinanden og ankommet til midlertidige lejre, hvor der er mad, rent drikke vand og vacciner mod kolera, er kampen langt fra vundet. Omkring 430.000 børn kan ikke komme i skole i de tre lande. I Mozambique alene står over 260.000 børn uden mulighed for at komme tilbage på skolebænken. Orkanen Idai har destrueret skolesystemet – og potentielt set børnenes fremtid.
»De har mistet deres hverdag. Og når hverdagen går i stykker, forsvinder trygheden. Børnenes rutiner med at gå i skole er blevet opløst«, siger Helle Gudmandsen, der er leder for uddannelse og unge i Red Barnet.
Af den grund er det »rigtig afgørende, at der bliver skabt et fundament for børnene«. Det handler først og fremmest om, at børnene fortsat skal have mulighed for at lære noget.
Når man har været ude for en stor katastrofe, bliver man ofte traumatiseret. Nogle af børnene har måske »set familiemedlemmer drukne i vandet« under oversvømmelserne. Derfor arbejder Red Barnet på at skabe tryghed og rutiner, således at børnene får en hverdag, der ligner noget, der minder om »en normal hverdag«. Jo længere tid de fastholdes i en traumatiserende tilstand, desto sværere får de ved at lære noget igen. Børnene mister faktisk evnen til at lære.
Situationen gør det bestemt ikke let at være barn i de sydøstafrikanske lande, fortæller Helle Gudmandsen. Landene er præget af fattigdom, og hvis man som barn ingen uddannelse får, ryger man endnu længere ned af den økonomiske stige.
»Når man mister alt, handler det først og fremmest om at få dækket de helt basale behov såsom at skaffe mad, vand og husly. Der er flere steder, hvor familierne fortsat lever i en form for lejre. Under sådan nogle forhold bliver børnene nogle gange udsat for forfærdelige ting, fordi de er alene og er blevet væk fra deres familier. Risikoen for, at børnene bliver udnyttet, er enormt stor. Børn er desværre lette ofre«.
I situationer, hvor børn er på farten og på vej hen til de midlertidige lejre, er der en risiko for, at børnene »bliver solgt« som enten børnearbejdere – eller i værste fald sexslaver.
Over 1.000 mennesker har fået kolera i cyklonramte MozambiqueTiden er knap
Lige nu handler det derfor for nødhjælpsorganisationerne om at få oprettet nogle midlertidige læringscentre til børnene – og det kan kun gå for langsomt: Jo længere tid der går, før børnene kommer tilbage i skole, jo større er chancerne for, at de aldrig kommer tilbage igen, lyder vurderingen fra Helle Gudmandsen.
Hvor lang tid taler vi her?
»Vi siger, at der helst ikke må gå mere end en måned«.
Det er jo lige om lidt ...
»Ja. Og der er vi ikke endnu. Vi har oprettet midlertidige læringscentre – blandt andet i Beira (den næststørste by i Mozambique, som formentlig er hårdest ramt af orkanen, red.). Lige nu arbejder man på at finde telte, bygninger og skoler, der kan gøres klar«.
Efter dødelig orkan i Mozambique: Nyt hav på størrelse med Fyn kan ses fra rummetMange af skolernes materialer er forsvundet, hvorfor Red Barnet har oprettet det, de kalder for ’School in a Box’. En stor metalboks, der indeholder »det mest basale undervisningsmateriale« såsom læse- og matematikbøger. Derudover er der papir og farveblyanter, så børnene kan få lov til at tegne – en helt essentiel del i arbejdet med at genskabe et stabilt fundament for børnene ifølge Helle Gudmandsen.
Det, at børnene får lov til at udtrykke sig, er nemlig »en helende proces« i den traumatiserende situation.
»Man forsøger at lave noget, der viser en gladere verden. Man skal have skabt et håb. Børn er heldigvis de allerbedste til at omstille sig«, siger hun.
Red Barnet er af den grund »stærke fortalere for«, at uddannelse også bliver anerkendt som værende nødhjælp. Uddannelse, læring og stabilitet kan nemlig være med til »at lindre de psykiske skader«, som følger af at være traumatiseret.
Organisationen anslår, at det »kun« er omkring 3 procent af alt nødhjælp, der går til uddannelse. Skole og uddannelse skal ifølge Helle Gudmandsen sidestilles med »rigtig nødhjælp« såsom mad og vand.
»Det har en enorm betydning for befolkningerne i de tre lande. Det er det, der skal til, hvis de skal kunne komme videre«.
fortsæt med at læse
