Det føles jo sørgeligt, når man ser frem til noget, som kunne forandre en masse i ens liv, og det så ikke bliver til noget alligevel. Det er den skuffelse, vi hjemsendte oplever på den hårde måde. Jeg har talt med fem venner fra før i tiden og med en fra det kursus, som jeg fik mulighed for at følge i tre måneder. Det er ikke til at fatte, men der er stadig ingen af os, der er kommet i arbejde – vi er afhængige af familiemedlemmer, og vi ved alle sammen, at det ikke kan blive ved sådan her.
Kun en enkelt af os har haft noget, der bare er en lille smule cool. Han ringede i hvert fald og fortalte, at han har en slægtning, som har en butik, der sælger second hand-ting. Slægtningen har bedt ham om at hjælpe til i butikken. Han fortalte mig også, at han normalt kommer der fra tidlig morgen til sen aften. Han hjælper til med at slæbe varerne ud, og når dagen er ved at være forbi, begynder de så at slæbe dem ind igen. Men han får ikke månedsløn, kun lidt drikkepenge, når der bliver solgt noget.
