Ukraines nyvalgte præsident, Volodomyr Selenskij, har reageret skarpt på nyheden om, at Rusland nu vil begynde at udstede pas til ukrainere i Østukraine. På de sociale medier beskriver Selenskij Rusland som en aggressorstat, og han opfordrer Vesten til at indføre nye sanktioner mod landet for at få det til at trække sin nye politik tilbage. Og i FN har Ukraines ambassadør opfordret Sikkerhedsrådet til at gribe ind.
24. april underskrev Ruslands præsident, Vladimir Putin, overraskende et dekret, som giver borgere i visse dele af regionerne Donetsk og Luhansk i Østukraine mulighed for at søge og forventeligt opnå russisk statsborgerskab. Initiativet er rettet mod borgere i de to selvudråbte og pro-russiske ’folkerepublikker’ i Donetsk og Luhansk. Både støtter og kritikere af det nye dekret hæfter sig især ved, at borgere i de to områder nu kan få russiske pas, og at de russiske pas vil ændre dynamikken i den fem år lange konflikt.




























