Politi anholder mistænkt for fem drab efter menneskejagt i USA

Lyt til artiklen

Politiet i USA har efter en menneskejagt skudt og anholdt en mand, man formoder står bag drabene på fem personer i to hjem i Tennessee i USA.

Ifølge efterforskningsenheden The Tennessee Bureau of Investigation (TBI) har politiet anholdt den 25-årige mistænkte.

På Twitter skriver TBI, at man mener, at han står bag drabene på de fem personer, hvis lig blev fundet lørdag.

Fire lig blev fundet i et hjem på Charles Brown Road i byen Westmoreland, mens det sidste blev fundet i et hjem på Luby Brown Road, der ligger i nærheden.

TBI mener, at de to fund af lig er relaterede.

»Det er en meget tragisk situation, vi har med at gøre«, siger Josh DeVine, talsmand for TBI.

Desuden oplyser DeVine, at der muligvis er et sjette offer, som er på hospitalet.

Den 25-årige blev skudt af en politibetjent, da han dukkede frem fra skoven og fremviste flere våben. Situationen eskalerede, oplyser Josh DeVine.

Anholdelsen skete omkring 1,6 kilometer fra gerningsstederne.

Den mistænkte bliver nu behandlet på et lokalt hospital. Ingen af politibetjentene blev såret ved skudepisoden.

Det var en omfattende jagt, som blev sat ind på den mistænkte, som blev kaldt farlig.

»Lokalsamfundet bør forhåbentlig være i stand til at sove lidt bedre i nat vidende, at (den mistænkte, red.) er tilbageholdt i aften«, siger DeVine.

TBI brugte i jagten et fly, og det var i stand til at spotte ham på jorden ved et vandløb, oplyser DeVine.

Det er endnu ikke oplyst, hvilket våben der er brugt til drabene. Politiet har heller ikke offentliggjort identiteten på de dræbte.

Westmoreland ligger nordøst fra Tennessees hovedstad, Nashville, mod grænsen til delstaten Kentucky.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her