Spanske socialister står til sejr og øjner svær forhandling

Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Foto: Javier Soriano/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det regerende socialistparti (PSOE) og premierminister Pedro Sanchez har sikret sig flest stemmer ved søndagens spanske parlamentsvalg.

Det viser de officielle resultater, efter at 95 procent af stemmerne søndag aften er talt op. Det oplyser den statsejede tv-kanal RTVE.

Trods partiets gode valg får det ikke stemmer nok til alene at danne flertal i det spanske parlament. Derfor skal premierministeren nu forsøge at danne regering med nogle af parlamentets øvrige partier.

Socialistpartiet står til at få 122 mandater. Partiet mangler dermed 54 mandater for at nå op på 176. Det er det antal, der kræves for at få flertal i det spanske parlament med 350 sæder.

Størstedelen af mandaterne ventes at kunne komme fra det venstreorienterede parti Podemos. Det står lige nu til at få 42 mandater.

Derudover er nationalister fra Catalonien fra partiet ERC også blevet nævnt som en mulig alliancepartner. Det står lige nu til 15 mandater.

De tre partier vil derfor tilsammen kunne få flertal med 179 mandater.

Svære forhandlinger venter

På højrefløjen bliver det konservative parti PP det største. Det har dog haft et skidt valg og står til at få 65 mandater.

Partiet Ciudadanos bliver tredjestørst med 57 mandater.

Den største succeshistorie på højrefløjen er det højreorienterede og indvandringskritiske parti Vox. Det nystiftede parti kan fejre, at det står til til at komme i parlamentet med 24 mandater.

Premierminister Pedro Sanchez' kommende forhandlinger ventes at blive svære. Blandt andet fordi lederen af det catalanske ERC i øjeblikket sidder fængslet på grund af sin rolle i forbindelse med en krise om Cataloniens ønskede løsrivelse fra Spanien i 2017.

Flere medier har spekuleret i, at regeringsforhandlingerne kan blive så langstrakte og komplicerede, at spanierne igen må gå til valg.

Valgdeltagelsen ved søndagens valg lød ifølge nyhedsbureauet AP på 75 procent. Det er et godt stykke over gennemsnittet for landets seneste otte valg.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her