Multimilliardær afslører månelandingsfartøj til mennesker

Lyt til artiklen

Amazon-grundlægger og stifter af rumfartsselskabet Blue Origin Jeff Bezos har torsdag præsenteret en fuldskalamodel af sit månelandingsfartøj, 'Blue Moon', der efter planen skal lande på Månen inden 2024.

Afsløringen fandt sted ved et arrangement i et kongrescenter i Washington D.C., USA - kun få gader fra Det Hvide Hus.

Her kunne verdens rigeste mand fremvise det store fartøj, som skal kunne fragte både mennesker og udstyr.

'Blue Moon' vil således være i stand til at levere nyttelast til Månens overflade, udsætte fire mindre månekøretøjer og sende satellitter i kredsløb om Månen.

Amazon dropper at bygge hovedkvarter i New York efter kritik af kæmpe skatterabat

Det fortalte Jeff Bezos under lanceringen, hvor blandt andre embedsmænd fra den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, samt potentielle 'Blue Moon'-kunder var til stede.

Månelandingsfartøjet har været under udvikling de seneste tre år, og planen er, at det skal lande på Månens sydpol.

Jeff Bezos har endnu ikke offentliggjort en dato for 'Blue Moons' rejse til Månen. Han siger dog, at fartøjet vil være klart inden præsident Donald Trumps frist for at bringe mennesker til Månen inden 2024.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her