Ministerium: Eksrådgiver kan undgå at vidne om Mueller-rapport

Don McGahn spiller en fremtrædende rolle i den rapport, som den særlige anklager Robert Muellers offentliggjorde i april. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Don McGahn spiller en fremtrædende rolle i den rapport, som den særlige anklager Robert Muellers offentliggjorde i april. Foto: Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA's præsident Donald Trumps tidligere rådgiver Don McGahn kan ikke tvinges til at vidne i Kongressen.

Det siger det amerikanske justitsministerium.

Samtidig oplyser Donald Trump, at han har instrueret sin tidligere rådgiver i at 'handle i overensstemmelse' med ministeriets udmelding.

Don McGahn spiller en fremtrædende rolle i den rapport, som den særlige anklager Robert Mueller offentliggjorde i april. Mueller har stået i spidsen for en efterforskning af mulig russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.

I rapporten fremgår det, at Trump i juni 2017 bad Don McGahn om at ringe til justitsministeren og bede om at få Robert Mueller fyret.

Kongresudvalg vil have forklaring fra Trumps eksrådgiver

Demokraterne i USA mener, at Trump forsøgte at hindre Muellers arbejde.

Derfor har de indkaldt McGahn til at afgive forklaring for et kongresudvalg.

Demokraten Jerrold Nadler, formand for retsudvalget i Repræsentanternes Hus, mener, at McGahn er et 'afgørende vidne', hvis man skal undersøge påstandene i rapporten fra den særlige anklager Robert Mueller.

'Fuldstændig immunitet'

Men justitsministeriets juridiske kontor meddeler mandag, at McGahn som tidligere præsidentrådgiver har immunitet og ikke behøver vidne.

Ministeriet kom i 2014 frem til en lignende beslutning.

Her lød det, at rådgivere tæt på præsidenten har 'fuldstændig immunitet' og ikke kan tvinges til at vidne i den amerikanske Kongres.

Dengang - hvor Barack Obama var USA's præsident - sagde ministeriet, at hvis tætte rådgivere kunne tvinges til at vidne, ville det 'true fortrolighed på øverste niveau, der er nødvendig for at sikre, at præsidenten kan få den rådgivning, der er nødvendig for at varetage forfatningsmæssige pligter'.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her