Førende kandidater til præsidentvalget i Det Demokratiske Parti i USA er begyndt at kritisere tidligere vicepræsident Joe Biden for blandt andet at være for gammel, for moderat, for fikseret på præsident Trump og for urealistisk i sin vurdering af, hvilken forfatning Det Republikanske Parti er i. Det pudsige er, at konkurrenterne fremsætter deres kritik stort set uden at nævne Biden ved navn.
Nu da den første debat mellem de demokratiske kandidater nærmer sig, og Joe Biden omhyggeligt plejer sit forspring i meningsmålingerne, er hans rivaler begyndt på den kildne manøvre at gå til angreb uden at virke fjendtlig. Ved at bruge eufemismer og let forblommede angreb håber de, at vælgerne og medierne opfatter den underforståede besked, men på en måde, så det ikke også tilsøler afsenderne.




























