28-årig nægter sig skyldig efter massedrab i moskéangreb i New Zealand

Mere end 80  overlevende fra angrebene og pårørende deltog i retsmødet fra et tilstødende lokale. Her ses nogle af dem foran retsbygningen.  Foto: Sanka Vidanagama/Ritzau Scanpix
Mere end 80 overlevende fra angrebene og pårørende deltog i retsmødet fra et tilstødende lokale. Her ses nogle af dem foran retsbygningen. Foto: Sanka Vidanagama/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

En 28-årig mand, der er anklaget for at have dræbt 51 mennesker i et moskéangreb i New Zealand i marts, nægter sig skyldig.

Det siger han natten til fredag dansk tid i forbindelse med et retsmøde i sagen mod ham. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Den 28-årige australier var med i retten via et videolink fra et højsikret fængsel i Auckland, hvor han sidder varetægtsfængslet.

Mere end 80 overlevende fra angrebene og pårørende deltog i retsmødet fra et tilstødende lokale.

Den 28-årige er sigtet for at have dræbt 51 personer og for at have forsøgt at dræbe yderligere 40. Derudover er han sigtet for at have overtrådt landets terrorlovgivning.

Maksimumsstraffen for sådanne handlinger er livsvarigt fængsel.

New Zealand indførte særlige terrorlove i 2002. Sagen mod australieren skal vise, hvordan de fungerer i praksis.

Filmede angrebret og sendte det live på Facebook

Syv mennesker blev dræbt i Linwood-moskéen, da den mistænkte gerningsmand åbnede ild mod bedende muslimer, inden en 48-årig mand bevæbnet med en tom pistol formåede at skræmme ham væk.

Gerningsmanden optog en 17 minutter lang video, der blev sendt direkte på Facebook og viste mænd, kvinder og børn, der blev skudt på klos hold under fredagsbønnen.

I de i alt 29 minutter, som videoen lå på Facebook, blev den set af 4.000, oplyste Facebook efterfølgende i en pressemeddelelse.

Kort før angrebene havde den 28-årige publiceret et 74 sider langt 'manifest', hvori han beskrev sine højreekstremistiske synspunkter.

Indholdet af manifestet er af Direktoratet for Film- og Litteraturklassificering, der hører under indenrigsministeriet i New Zealand, klassificeret som forkasteligt og er erklæret forbudt.

Den 28-årige betegner sig selv som en 'almindelig hvid mand' inspireret af Norges massemorder Anders Behring Breivik.

Retssagen er sat til at vare seks uger. Den begynder i maj 2020.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her