Den amerikanske præsident, Donald Trump, er efterhånden kendt for sine pludselige indskydelser, men alligevel formåede han at overraske både diplomater og journalister, da han lørdag morgen lokal tid midt under G20-topmødet i Japan foreslog at mødes med den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, i løbet af weekenden.
Donald Trump rejser senere lørdag efter G20-topmødets afslutning til Sydkorea, hvor han skal mødes med den sydkoreanske præsident, Moon Jae-in, og også efter planen søndag formiddag besøge den demilitariserede zone mellem Syd- og Nordkorea.




























