Demonstranter i titusindvis har indtaget gaderne rundt om i Sudan søndag, hvor flere er blevet mødt af tåregas.
Søndagens protester er blevet set som en test for protestarrangørerne, der har haft svært ved at samle troppene efter voldsomme sammenstød 3. juni.
Efter episoden blev det mobile internet lukket ned, og det udfordrede lederne af protestbevægelsen. Men ifølge nyhedsbureauet AFP er det alligevel lykkedes demonstranterne at samle sig søndag.
Et øjenvidne fortæller, at der er fyret tåregas mod demonstranterne i Bahari-distriktet i den nordlige del hovedstaden Khartoum og i byen Gadaref.
»Vi vil have en civil regering, der garanterer os frihed. Vi vil af med det militante diktatur, siger 23-årige Zeinab til AFP.
»Der er ikke nogen, der har givet mandat til militærrådet, alle er imod rådet, sagde en anden demonstrant, der ikke oplyste sit navn til nyhedsbureauet.
Sammenstødet i starten af juni var det værste, siden den mangeårige enerådige præsident Omar al-Bashir blev afsat 11. april.
Militærrådet har overtaget magten siden Bashirs fald. Demonstranter har forlangt, at en civil regering i stedet skal til magten.
Efter optøjerne 3. juni oplyste FN, at flere end 100 demonstranter blev dræbt og mange flere såret under sammenstødet mellem militæret og de demonstranter, der havde camperet udenfor militærrådets hovedkvarter siden 6. april.
I de seneste uger har Etiopien og Den Afrikanske Union løbende mæglet mellem demonstranterne og militærrådet.
Den Europæiske Union, adskillige vestlige lande og menneskerettighedsgrupper har appelleret til militærrådet og opfordret til at undgå vold.
ritzau




























