Lidt i klokken fire lørdag eftermiddag landede Jeffrey Epstein i sit private jetfly i Teterboro-lufthavnen i New Jersey. Han havde tilsyneladende været på ferie i Paris siden midten af juni. Straks efter landingen blev den rige finansmand arresteret og fragtet til arresten.
Blot en times tid senere dukkede FBI-agenter og betjente fra politiet i New York City op ved Jeffrey Epsteins palælignende ejendom på Manhattan og begyndte at banke porten ind. En nabo tog et billede af mændene, der baksede med porten, inden de forsvandt ind for at ransage huset.



























