Far glemte sine to børn på bagsædet, da han gik på arbejde - otte timer senere var de døde

Lyt til artiklen

En tragisk episode udspillede sig fredag eftermiddag i New York i USA, da to tvillinger på et år omkom i en bil.

Deres 39-årige far, der er blevet sigtet i sagen, skal have efterladt børnene i bilen, mens han var på arbejde.

Det oplyser politiet i New York, skriver nyhedsbureauet AP.

Børnene - en dreng og en pige - blev fundet omkring klokken 16.00 i Bronx, og børnene blev erklæret døde på stedet.

Ifølge politiets efterforskere parkerede den 39-årige sin bil fredag morgen nær sin arbejdsplads på et hospital.

Først da han var færdig på arbejde, opdagede han, at børnene sad på bagsædet, hvorefter han tilkaldte hjælp.

Ifølge CNN havde tvillingerne siddet i bilen i otte timer. Temperaturerne i området var omkring 26 grader i løbet af fredag, skriver tv-stationen.

Den præcise dødsårsag er endnu ikke fastlagt.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her