Enorme regnmængder truer 6500 beboere i engelsk by: Tusinder evakueres på grund af ødelagt dæmning


  Britisk politi har beordret en by i det nordvestlige England med 6500 indbyggere evakueret, fordi der er fare for, at en dæmning vil kollapse. Her et oversigtsbillede fra Whaley Bridge,  REUTERS/Phil Noble
   Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Britisk politi har beordret en by i det nordvestlige England med 6500 indbyggere evakueret, fordi der er fare for, at en dæmning vil kollapse. Her et oversigtsbillede fra Whaley Bridge, REUTERS/Phil Noble Foto: Phil Noble/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Britisk politi har beordret en by i det nordvestlige England med 6500 indbyggere evakueret, fordi der er fare for, at en dæmning vil kollapse.

Politiet siger, at beboerne i byen Whaley Bridge skal forlade deres hjem, fordi det truende dæmningskollaps udgør en 'betydelig livsfare'.

Politiet skriver videre, at beslutningen om at evakuere indbyggerne i byen er taget efter grundige overvejelser, og at der er tale om en 'hidtil uset nødsituation i hastig udvikling'.

En del af en væg i reservoiret er blevet beskadiget på grund af de store mængder nedbør, der er faldet i det nordlige England. Det rapporterer den britiske tv-station BBC.

Dæmningen er fra 1800-tallet

Billeder postet på sociale medier viser kaskader af vand strømme ud fra reservoiret, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den britiske miljøstyrelse har udsendt et varsel om risiko for alvorlige oversvømmelser.

Vandstanden i floden Goyt, der løber gennem byen, kan stige lynhurtigt, lyder det fra myndighederne.

I de seneste dage har alvorlige oversvømmelser ramt store dele af det nordlige England. Nogle steder er broer kollapset og veje lukket af vandmasserne.

Onsdag faldt der 50 millimeter regn på kun en time, oplyser Storbritanniens meteorologiske institut ifølge Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her