Større politiaktion lukker Frankfurts hovedbanegård ned

Lyt til artiklen

En større politiaktion er i gang ved hovedbanegården i den tyske storby Frankfurt.

Politiet har lukket stationen ned og opfordrer på Twitter folk til at blive væk fra området.

En talskvinde for politiet oplyser til det tyske nyhedsbureau dpa, at mindst to bankrøvere er på flugt. Politiet mener, at de er løbet ind på hovedbanegården.

Øjenvidner siger, at de så politiet pågribe en mand og være i klammeri med ham, inden han blev lagt på jorden.

Ifølge vidnerne har politiet også indsat specialstyrker.

Politiet opfordrer forbipasserende og andre i området til at undgå at offentliggøre fotos af politifolk eller andre på stedet.

»Derved kan man bringe politiets indsatsstyrker og udenforstående i fare«, lyder det videre i et tweet.

Togdriften er indstillet, oplyser Deutsche Bahn ifølge dpa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her