En ny vodka lavet af britiske forskere indeholder spor fra den største atomulykke nogensinde.

Atomare branderter: Forskere fremstiller radioaktiv-fri vodka med korn fra Tjernobyl

Vodkaen, der er lavet på korn fra Tjernobyl, har fået navnet 'Atomik'. Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Vodkaen, der er lavet på korn fra Tjernobyl, har fået navnet 'Atomik'. Foto: Ho/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I de tidlige sommermåneder i år kunne mange medier berette, at de mennesketomme områder omkring Tjernobyl, der i 1986 blev scene for verdenshistoriens værste atomulykke, nu bliver besøgt af et ikke helt undseligt antal turister. Efter HBO-serien ’Chernobyl’ havde premiere i maj, har flere turistbureauer ifølge nyhedsbureauet Reuters oplevet en fremgang i antallet af guidede ture på op mod 40 procent. Og det er til trods for, at området ifølge eksperter stadig er radioaktivt og fortsat vil være det i omtrent 24.000 år endnu.

Men nu kan du faktisk investere i en Tjernobyl-souvenir helt uden at udsætte dig selv for den potentielle stråling – såfremt du har tillid til en gruppe forskere fra University of Plymouth i Storbritannien.

De har nemlig formået at fremstille vodka produceret af radioaktivt korn fra Tjernobyl-området i Ukraine. Vodkaen er af forskerne blevet døbt ’Atomik’. Før destilleringen fandt forskerne en vis mængde radioaktivitet i kornet, men de forsikrer, at den efter destilleringen ikke udsender mere stråling end alle mulige andre vodkaer gør. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Alligevel adskiller Atomik-vodkaen sig fra andre vodkaer.

»Jeg tror, dette er den vigtigste flaske spiritus i verden, fordi den kan bidrage til en økonomisk genopretning af samfund, der ligger i og omkring de forladte områder«, fortæller universitetsprofessor Jim Smith, der har arbejdet i det forurenede område i 30 år, ifølge AFP.

Gensyn med Tjernobyl: Historien om den største menneskeskabte katastrofe

Overskuddet går til det endnu ramte område

Forskerne håber på at kunne begynde salget af Atomik-vodkaen inden årets udgang gennem et firma, de vil kalde ’The Chernobyl Spirit Company’. Hvis alt går efter planen, skal 75 procent af af overskuddet fra produktionen gå til lokalsamfundene.

Efter atomulykken blev der oprettet en 30 kilometer stor eksklusionszone rundt omkring atomkraftværket. Her må der den dag i dag fortsat ikke drives kommercielt landbrug.

30 mennesker mistede livet under eksplosionen 26. april, 1986 – to under selve ulykken og 28 i de følgende måneder. Flere hundrede er efterfølgende døde på grund af strålepåvirkningen. Sovjetiske myndigheder forsøgte i den forbindelse at nedskalere omfanget af ulykken over for offentligheden. Det lykkedes dog ikke i sidste ende, hvorfor omkring 350.000 mennesker blev evakueret fra den såkaldte eksklusionszone inden for to år efter ulykken.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her