Efter hidtil at have undgået at tage stilling til konflikten i Hongkong kommer den amerikanske præsident, Donald Trump, nu med en direkte opfordring til Kinas præsident, Xi Jinping, om at finde en løsning på den politiske uro, og Trump tilbyder derudover Xi Jinping en hjælpende hånd ved at foreslå et nyt topmøde mellem de to.
I et tweet udsendt natten til torsdag dansk tid skriver Trump, at han kender den kinesiske præsident særdeles godt, og at Xi Jinping »er en stor leder, som nyder meget stor respekt i sin befolkning«.




























